Aktiemarkedet: Folk panikker unødigt - Jyske Bank

 

Problemer plus panik er lig med fald i aktiekurserne. Sådan kan en forsimplet udlægning af den aktuelle finansielle krise tage sig ud. Det er nemlig en giftig cocktail af reelle finansielle udfordringer og investorernes panik, der gør, at aktiekurserne over hele verden i disse dag går i rødt, mener analytiker Per Hansen fra Jyske Bank. - Der er nogle reelle udfordringer omkring subprimelån og prisfastsættelse af cdo'er (obligationer, red.), hvor der er en uigennemskuelighed, så vi ikke kan få konkrete tal for, hvem der er udsatte for denne her eksponering. Og når folk så samtidig går i panik, så giver det den tumult på markedet, som vi ser nu, siger han til RB-Børsen.

 

- Alt kan løses, men det kræver at folk tager det roligt og ikke går i panik. Med hver dag, der går, hvor man hører om en eller anden fond, som har problemer, betyder, at folk bliver meget bange. Og når man ikke forstår, hvad der foregår, så reagerer man som om, at alt, man har investeret, er tabt, og det er det, der giver problemer, siger Per Hansen.

 

Med hvad han selv kalder "et skud fra hoften", vurderer Per Hansen, kan den nuværende situation ventes at fortsætte 2-3 uger endnu, hvorefter den vil flade ud.

 

- Derefter vil folk, et stykke henne ad vejen, vurdere det her som værende en meget stor udfordring med nogle reelle problemer i visse dele af den amerikanske økonomi, som truer med at sprede sig til den globale økonomi, spår han - men analytikeren understreger, at der ikke lurer en større krise i horisonten:

 

- Den globale økonomi er dog relativt robust, så vi tror på, at langsomt, men sikkert, vil roen sænke sig igen, for de fundamentale udfordringer med hensyn til verdensøkonomiens indtjeningsmuligheder for virksomhederne og andre vigtige faktorer fortsat ser meget fornuftigt ud, vurderer han.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )