Aktiekurser voksede ind i himlen

Det blev til ny rekord for S&P 500-indekset, tæt på for Dow Jones og højeste niveau i 2007 for Nasdaq. Positive jobtal satte gang i den positive dominoeffekt.

På trods af finansuro de seneste måneder var det industritunge Dow Jones-indeks tæt på at sætte ny rekord for anden gang i denne uge. Da klokken på børsen i New York ringede og dermed sendte aktierne på weekend, endte Dow Jones på 14.066,01 efter en stigning på 0,66 procent. Rekorden, der kun er fire dage gammel, lyder på 14.087,80.

Også det brede S&P 500-indeks lukkede på rekordhøjt niveau. Indekset steg 0,96 proncet procent til indeks 1.557,59.

Teknologiindekset Nasdaq lukkede i højeste niveau siden februar 2001 i 2.780,32. En stigning på 1,71 procent siden i går.

Den positive stemning på den første fredag i oktober skyldes en ny rapport fra det amerikanske beskæftigelsesministerium, som melder om 110.000 nye jobs i USA i september. Samtidig skød ministeriet august måneds jobtab på 4.000 ned. Nærmere undersøgelser har nemlig vist, at der blev skabt 89.000 nye jobs i august.

De nye, positive jobtal får måske den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke til at udskyde, men ikke droppe, den næste rentesænkning, lyder vurderingen fra Danske Bank og Nordea.

Det verdensomspændende finanshus Merrill Lynch havde en god dag. Aktien steg 2,69 procent. Kursstigningen kommer på en dag, hvor Merrill Lynch ellers meldte ud, at de regner med en nedjustering på over 24 milliarder kroner i tredje kvartal som følge af subprime-krisen.

Men markedet valgte at belønne koncernen for åbenheden. Det samme skete i øvrigt for USA’s største bank, Citigroup, i mandags. Banken fortalte om tab på tre milliarder dollars – 16,1 milliarder kroner – i sidste kvartal og nedjusterede med hele 60 procent for tredje kvartal, men alligevel steg aktiekursen.

Også Caterpillers, Citigroups og American Express’ aktierkurser røg i vejret. Yahoo-aktien steg med 2,94 procent efter en analytiker fra Sanford C. Bernstein forudså, at kursen kunne blive 44 procent mere værd, hvis virksomheden, der står bag verdens næststørste søgemaskine på nette, blev splittet op.