Aktieindeks slog endnu en rekord

De amerikanske aktiemarkeder lukkede mandag i flere retninger: Dow Jones-indekset indtog rekordterritorium, mens teknologiaktierne og S&P 500 indekset tog sig en pause efter den seneste kursfremgang.

Dow Jones indekset blev løftet på spekulationerne om et potentiel opkøb af telegiganten Verizon Communications af britiske Vodafone, efter en artikel i Financial Times.

S&P 500 lukkede 0,2 pct. lavere i 1550, mens Dow Jones Industrial lukkede 0,3 pct. højere i 13.951. Teknologi-indekset Nasdaq Composite lukkede 0,4 pct. højere i 2697.

- En mulig opkøbsaktivitet på 160 mia. dollar er katalysatoren i mandagens marked, bemærkede chefinvestor hos Church Capital Management, Greg Church, til Bloomberg News. Det ville være det største opkøb nogensinde, og investorerne ønsker at ride med på denne opkøbsbølge, som i øjeblikket huserer på det amerikanske aktiemarked, vurderede chefen.

Telegiganten Verizon Communications, der er med i Dow Jones 30, lukkede 2,4 pct. højere i 42,8 dollar, efter at finansavisen Financial Times skrev, at britiske Vodafone overvejer at byde 160 mia. dollar for selskabet. Vodafone afviste mandag historien, men analytikerne forholdte sig alligevel positivt til nyheden, og Vodafone mangler angiveligt blot at rette henvendelse til Verizon ifølge avisen. Vodafone og Verizon ejer sammen halvdelen hver i Verizon Wireless.

Den amerikanske producent af større entreprenørmaskiner Caterpillar og den amerikanske teknologi- og industrigigant United Technologies hjalp også til med fremgangen i Dow Jones indekset. Begge selskaber steg til det højeste niveau nogensinde forud for kommende regnskabsaflæggelser og uden selskabsspecifikke nyheder. Caterpillar lukkede 0,9 pct. højere i 85,9 dollar, mens aktierne i United Technologies lukkede 2,2 pct. højere i 75,7 dollar.

Verdens største fast-food-restaurantkoncern McDonald's oplyste mandag, at indtjeningen i andet kvartal vil overgå markedets forventninger. Dette skete efter de seneste fremlagte salgstal, hvor væksten i andet kvartal var på 7,4 pct. organisk. Aktien lukkede 0,4 pct. højere i 52,1 dollar.

Legetøjsproducenten Mattel lukkede 2,5 pct. højere i 27,2 dollar, efter at selskabets regnskabsaflæggelse for andet kvartal kom ind bedre end ventet. Selskabet har nydt godt af et solidt globalt salg af Barbiedukker, som har ophævet et svagt salg på det amerikanske hjemmemarked.

Den hårdt prøvede amerikanske bilgigant Ford faldt 1,2 pct. tilbage til 8,9 dollar, efter at selskabet afviste spekulationerne om, at selskabet er i gang med samtaler i forbindelse med et salg af Volvo-divisionen.

Det brede japanske Nikkei 225 indeks lå tirsdag morgen kort inden lukketid 0,1 pct. lavere i 18.222.

RB-Børsen