Aktieindeks bryder magisk grænse

De amerikanske aktiemarkeder lukkede torsdag højere efter en række solide regnskabsaflæggelser fra blandt andet computergiganten IBM, mens Google skuffede, og Microsoft kun akkurat levede op til forventningerne.

Den positive stemning sendte Dow Jones Industrial indekset over 14.000 for første gang. Eftermarkedet havde dog ikke helt lige den samme optimisme, efter at søgemaskinen Google skuffede investorerne med sit regnskab, og Microsoft indfriede kun akkurat forventningerne.

S&P 500 lukkede 0,5 pct. højere i 1553, mens Dow Jones Industrial lukkede 0,6 pct. højere i 14.000. Teknologi-indekset Nasdaq Composite lukkede 0,8 pct. højere i 2720.

- Investorerne udtrykker langt fra markant optimisme for at købe op i aktiemarkedet, og det virker meget som om, de fleste investorer har en lidt tilbageholden attitude, udtalte aktiehandler hos Dunham & Associates, Jeffrey Dunham, til Bloomberg News. Markedet er steget meget på kort tid, og investorerne er ved at prøve at finde ud af, hvorvidt regnskabssæsonen retfærdiggør stigningerne, vurderede handleren.

Aluminiumsproducenten Alcoa lukkede 3,9 pct. lavere i 44,6 dollar. En australsk avis skrev torsdag om, BHP Billiton har droppet planerne om at byde på selskabet. Internetportalkoncernen Google kunne ikke helt indfri forventningerne til indtjeningen i andet kvartal, til trods for stor fremgang. Indtjeningen kom ind lige under markedsforventningerne, mens omsætningen var bedre end ventet.

Investorerne fik dermed travlt med at sælge ud af aktien, da enkelte investorer havde satset på, at selskabet ville komme ud bedre end ventet. Aktien faldt 0,2 pct. i den ordinære handel og yderligere 7,1 pct. til 509,5 dollar i eftermarkedet.

Verdens største softwareproducent Microsoft indfriede forventningerne til fjerde kvartal. Aktien gik tilbage 2,2 pct. i eftermarkedet til 30,8 dollar straks efter offentliggørelsen efter at være endt 1,9 pct. højere i dagens ordinære handel. Indtjeningen kom ind på linje med konsensusforventningerne. Microsoft havde tidligere på måneden varslet en ekstraordinær udgift på 1,15 mia. dollar vedrørende tekniske problemer med den nye Xbox 360 spilkonsol. Omsætningen steg 13 pct. til 13,4 dollar og var marginalt bedre end ventet.

Juniper Networks, som er konkurrent til giganten Cisco Systems, fik i andet kvartal en indtjening på 89,0 mio. dollar, mod et tab på 12,6 mio. dollar i samme kvartal året før. Det var lige en anelse bedre end ventet. Omsætningen steg 61 pct. til 493,0 mio. dollar mod forventede 475,4 mio. dollar. Væksten tilskrives nok engang øget efterspørgsel i en bred produktportefølje. Investorerne udtrykte tilfredshed og sendte aktien markant op med 12,5 pct. til 30,1 dollar.

Computerproducenten Hewlett-Packard lukkede 2,7 pct. højere i 48,4 dollar. Analysefirmaet IDC vurderede, at selskabets markedsandel er steget 3,4 pct. i andet kvartal til 19,3 pct. og dermed udbygger førerpositionen på markedet foran konkurrenten Dell.

Det brede japanske Nikkei 225 indeks lå fredag morgen kort inden lukketid 0,2 pct. højere i 18.159.

RB-Børsen