Aktiefest når milepæl i opsving: Noget af det »underligste nogensinde«

I juli måned fortsatte aktiefesten og nåede højder, som kun få havde troet muligt for et år siden. Analytikere møder den grønne bølge med forbavselse og skepsis.

Siden årsskiftet er de amerikanske aktier i form af S&P 500-indekset steget med 19 procent. Foto: Brendan McDermid/Reuters/Ritzau Scanpix Brendan Mcdermid

De amerikanske aktier i form af S&P 500-indekset steg i juli måned med 3,1 procent.

Der er tale om den femte måned i træk i grønt, og det er ikke set siden sommeren 2021.

Helt overordnet er der faktisk tale om et opsving på aktiemarkedet, der synes at trodse gængs logik.

»Det har været en af de underligste bølger, vi nogensinde har haft,« som Alex Chaloff, investeringschef i kapitalforvalteren Bernstein Private Wealth Management, siger det til Financial Times.

For selvom centralbankerne vedvarende har skruet renten opad for at tøjle inflationen, der endnu ikke er slået tilstrækkeligt ned, er der en – ifølge flere analytikere – opsigtsvækkende optimisme på markedet.

Faktisk er aktierne mere eller mindre tilbage på niveau med fra før krigen i Ukraine og den bragende inflation.

C25 går lidt tilbage, men …

Optimismen findes også i Europa, hvor det paneuropæiske Stoxx 600-indeks i juli havde sin anden måned i grønt i træk med 1,9 procent.

Herhjemme har juli budt på en mild tilbagegang i C25-indekset, men siden årsskiftet har pilen stadig peget opad med omkring 3,3 procent.

I sidste uge valgte den amerikanske centralbank, Federal Reserve, at sætte renten op med et kvart procentpoint til 5,5 procent, og dagen efter fulgte Den Europæiske Centralbank (ECB) trop og satte renten op med et kvart procentpoint til 3,75 procent.

De højere renter har dog ikke skræmt markedet, der lader til at tro, at den seneste rentestigning også blev den sidste.

Samtidig spores der en tillid til mere end bare en såkaldt blød landing for økonomien – kendetegnet ved en moderat økonomisk nedgang efter en periode med vækst.

I efteråret var forventningerne noget mere dystre.

Stadig svært at se

En af dem, der stadig er påpasselig med at hoppe med på optimistvognen, er Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

»Den fortsatte aktiefest afspejler, at investorerne begynder at købe ind på et scenario, der hedder ingen landing. I min verden er det ikke særlig sandsynligt, men det er ikke umuligt,« sagde han til Berlingske for nylig.

Han blev i Bloomberg bakket op af Timothy Graf, strategisk chef ved kapitalforvalteren State Street Bank & Trust Co:

»De (investorerne, red.) sætter priser efter, at vi har opnået en landing, som alle troede ville være umuligt at opnå.«

Det kan også ses, når det kommer til investorernes køb af forsikringer, der skal forsikre mod kurstab.

De er nemlig historisk billige på grund af meget lav efterspørgsel. Og det er endda i en situation, hvor investorerne i højere grad end nogensinde før har aktier i porteføljen, og derfor også er særligt sårbare på den front.

»Inflationen er stadig for høj«

Jacob Pedersen fra Sydbank er dog stadig meget forsigtig, når han taler med sine kunder. Han er hverken overbevist om, at centralbankerne er færdige med rentestigninger, eller om at landingen bliver blød.

»Inflationen er stadig for høj, og det historisk stramme arbejdsmarked risikerer at fastholde den. Hvis der bliver ved med at være vækst og efterspørgsel, vil de stigende lønninger fastholde inflationen.«

Den samlede inflation i euroområdet er faldet til 5,5 procent i juni som følge af et stort fald i de europæiske energipriser. Kerneinflationen – den, som ECB holder mest øje med, hvor man ser bort fra energi og fødevarer – er dog fortsat over fem procent.

Dertil kommer en bekymring over, at den grønne bølge på Wall Street især kan tilskrives en lille håndfuld virksomheder med stor påvirkning, såsom Alphabet (Google), Apple og Meta (Facebook), der har haft fremgang på salgssiden.