Aktiebremsen er fortsat slået i

De amerikanske aktiemarkeder er som ventet åbnet med små kursfald tirsdag efter stigninger i år i omegnen af 20 pct. siden årsskiftet.

Læs mere
Fold sammen
Dermed fortsætter den lidt vigende interesse for aktier, der satte ind, efter at såvel Dow Jones- og S&P 500-indekset satte rekord fredag i sidste uge. Usikkerheden kredser om den amerikanske centralbanks plan for, hvornår banken drosler ned for sine pengepolitiske stimuli og månedlige obligationsopkøb på 85 mia. dollar. De mange penge, som centralbanken har pumpet ud i markedet, ses som en af årsagerne til, at aktiemarkedet har gjort det så fabelagtigt den seneste tid.

Derfor vil markedet også holde et vågent øje med eventuelle udmeldinger om timingen for en neddrosling af obligationsopkøbene, når chefen for den amerikanske centralbank i Chicago, Charles Evans, taler tirsdag.

Blandt tirsdagens regnskabsaktuelle islæt er bryggeriet Molson Coors, der stiger godt 4 pct. efter at have slået analytikerforventningerne til indtjeningen.

Disney, der kommer med regnskab efter børslukketid, stiger 0,7 pct.

Derimod er IBM som ventet på hælene og falder 2,3 pct. Medarbejderne i IBM's hardwaredivision er blevet sendt på tvungen ferie i en uge på grund af vigende efterspørgsel, rapporterer Bloomberg.

/ritzau/FINANS