Aktieblodbadet fortsætter: Danske aktier har nu tabt 24 pct. på coronavirus

Der er igen torsdag røde tal overalt på aktiemarkedet, og flere store indeks har nu tabt over 20 pct., siden coronapanikken spredte sig i Vesten. USAs præsident, Donald Trump, skuffede investorerne ved ikke at adressere nogle af de største bekymringer over virussen.

Aktier er røde overalt igen torsdag. Coronavirussen skaber panik på finansmarkedet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bryan R. Smith/AFP/Ritzau Scanpix

Tumulten på finansmarkedet fortsætter torsdag morgen, og danske aktier får igen massive klø.

Eliteindekset, C25, er nede 6,9 pct., hvilket kommer oven på et to pct.s fald onsdag, og er det største fald siden indekset blev dannet i 2016. Det betyder, at indekset nu har fået barberet 24 pct. af, siden coronapanikken begyndte at sprede sig på finansmarkedet i midten af februar.

GN Store Nord og Pandora fører an i torsdagens aktiefald med tab på henholdsvis 8,7 pct. og 8,6 pct.

Onsdag erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) udbruddet for en pandemi, hvilket også fik Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), til at melde nye, drastiske tiltag ud. Effektivt er Danmark nu lukket ned med lukkede skoler, offentligt ansatte sendt hjem og en opfordring til at minimere al aktivitet i samfundet.

»Investorerne er stressede. Investorer er mennesker, og mennesker har det ikke særligt godt med en meget usikker situation. Det er kun tre uger siden, at mange af verdens aktieindeks nåede det højeste nogensinde,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i den svenske investeringsbank Nordnet.

»Det viser ret godt, at aktiemarkedet er det universelle billede på det binære talsystem: Enten er der strøm i stikkontakten, og så er det dejligt, eller også er der ingen strøm, og så er det noget lort,« tilføjer han.

I resten af Europa var billedet det samme som i Danmark. Det paneuropæiske Stoxx Europe 600-indeks faldt 6,4 pct., mens det tyske DAX 30 dykkede 6,7 pct. I Asien lukkede alle de store indeks også med store tab.

Slutningen på en æra

Torsdagens blodbad på de europæiske aktiemarkeder kommer, efter at de amerikanske aktieindeks onsdag aften lukkede med fald på omkring fem pct. Det har sendt Dow Jones-indekset ned mere end 20 pct. fra sit rekordniveau i februar. En korrektion på mere end 20 pct. bliver i den internationale aktieverden betegnet som et »bear market«, og amerikanske aktier har ikke været i sådan en situation siden finanskrisen. Det er ifølge det amerikanske finansmedie MarketWatch den hurtigste 20-procentskorrektion siden Den Store Depression i 1930erne.

Det store fald markerer dermed slutningen på en 11-årig lang aktieoptur for amerikanske aktier, der startede i marts 2009 under finanskrisen. Siden dengang er aktier – med små bump undervejs – nærmest steget i en lige linje, men coronafrygten har altså nu sluttet den æra.

Pessimismen i USA blev udløst af præsident Donald Trump, der ifølge aktieeksperter fremlagde en række skuffende tiltag for at inddæmme coronavirussen. Blandt de mest dramatiske tiltag er et 30-dages indrejseforbud fra Europa, bortset fra Storbritannien.

»Den største skuffelse for Wall Street var manglen på specifikke måneder at hjælpe mennesker og små- og mellemstore virksomheder på,« skriver Jasper Lawler, researchchef hos London Capital Group, i en kommentar.

»Betalt sygeorlov, gratis test og en løsning for amerikanere uden en sundhedsforsikring manglede alle,« tilføjer han.

Amerikanske aktiefutures peger på fald i omegnen af fire pct., når børsen åbner i New York.