Aktieanalytiker: Så lidt skal Brøndby-aktien koste

Aktieugebrevet er meget overrasket over, at storaktionæren Jan Bech Andersen er villig til at lægge 65 mio. kr. ekstra i Brøndby IF, da det har meget vanskeligt ved at se, at det nogensinde kan blive en god investering.

Foto: Jonas Fogh. Brøndbys formand Aldo Petersen (til venstre) præsenterede i sidste uge endnu en aktieudvidelse, der skal gøre Jan Bech Andersen til klubbens suverænt største aktionær.
Læs mere
Fold sammen

Med de mindst 31 mio. nye aktier kommer det samlede antal udestående aktier op på 210 mio. aktier.

»På sigt kan en lav værdiansættelse på fem gange overskuddet måske accepteres på grund af en vis fodboldfascination blandt de store aktionærer, og det vil betyde et overskudskrav på mindst 120 mio. kr. årligt efter skat. Med en aktiepris på 3 kroner vil børsværdien alt andet lige blive 630 mio. kroner, hvilket kun er lidt mindre end Parkens 780 mio. kr. i børsværdi,« konstaterer Aktieugebrevet.

Regnskabet viser, at den nye kapital med stor sikkerhed vil blive brændt af de kommende år, dels til inddækning af driftsunderskud, dels til indkøb af nye spillere for at styrke spillertruppen, og tager man Brøndbys aktuelle placering i Superligaen med i regnestykket, ser ugebrevet en fair kurs på Brøndby aktien omkring 1-2 kroner.

Brøndby-aktien lukkede fredag i 2,99 kr.