Aktie: Rekord, rekord, rekord

Det danske toneangivende aktieindeks - C20-indekset - fortsætter med at slå alle rekorder. Dagens stigning er på 0,3 pct. og sender indekset op i niveau 455,69.

Kun seks af feltets 20 deltager ligger først på eftermiddagen til mindre fald, og selvom indekstunge A.P. Møller (- 0,7 pct. 57.600) er i blandt, kan det ikke rykke ved den positive stemning, der specielt trækkes af Danske Bank (+ 1,2 pct. 256,5), Lundbeck (+ 1,2 pct. 164,5) og William Demant (+ 2,5 pct. 484).

Derved følger de danske aktier den generelle europæiske optur, hvor så godt som alle indekser i dag ligger til pæne stigninger.

Lundbeck comeback

Der er i dag bud efter Lundbeck-aktien blandt investorerne, der syntes at være enige i Jyske Banks positive analyse af virksomhedens fremtid, som Børsen Nyhedstjeneste i dag bringer.

Her siger analysechef Peter Bertram Andersen, at han forventer markante stigninger for såvel omsætning som indtjening. Det er de seneste salgstal for lykkepillen Lexapro, der viser at salget på det altafgørende amerikanske marked går bedre end forventet.

Mærsk i minus

Selvom der var flere positive Mærsk-nyheder i dagens medier, slår det ikke igennem på markedet, hvor aktien i dag ligger, til at tabe en procent af sin værdi.

Nye tal viser ellers, at de to største udgiftsposter, brændstof og leje af skibe, er faldet med henholdsvis 15 og 20 pct. Samtidig siger Danske Equity, at Mærsk Line har haft held med at gennemføre ratestigninger, hvilket går i mod den generelle tendens på markedet, det skriver RB-Børsen.

Sød musik fra B&O

Investorerne handler i dag B&O-aktien op med 1,5 pct. (760), efter at investeringsbanken Carnegie i dag løftede kusmålet fra 895 til 940. Banken er overbevist om, at elektronikproducenten vil komme med en opjustering af resultatet for perioden 2006/07. Samtidig fastholdt banken anbefalingen "outperform."

Indeks med vinger

Det danske indeks' himmelflugt de seneste dage er ikke en enlig svale på den europæiske himmel. Så godt som alle europæiske indekser er den seneste tid steget kraftigt, og flere af dem ligger ligeledes i eller i nærheden af rekordniveau.

Således har kun 2 ud af de 13 største indekser i Europa ikke opnået en tocifret vækst i løbet af det sidste halve år.

Øvrige aktier

William Demant og Danske Bank stiger uden nævneværdige nyheder. Nordea og Sydbank stiger med henholdsvis 1,1 pct. (90) og 1,1 pct. (281,5), mens Novo Nordisk er blandt de få tabere med et fald på 0,7 pct. til kurs 475,5.