Airbaltic overvejer børsnotering næste år

Sidste år købte ejeren af Basisbank, Lars Thuesen, 20 pct. af det lettiske flyselskab Airbaltic. Efter stærk vækst overvejer flyselskabet nu, at lade sig børsnotere.

Foto: INTS KALNINS. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

Det skriver Dagbladet Børsen.

Airbaltic, der ejes delvist af Lars Thuesen og delvist af den lettiske stat, er positiv over for en børsnotering i 2019.

»Den lettiske stat ejer 80 pct., og siden sidste år har de sagt, at de vil sætte gang i en proces for at forsøge at finde en ny ejerkonstellation. Både staten og jeg er ganske fleksible, så det kan både være en 100 pct. ejer, en majoritetsaktionær, flere minoritetspartnere, og for mig ville også en børsnotering være OK«, siger Lars Thuesen til Børsen.

Da der er valg i Letland i starten af oktober, ventes der ingen offentliggørelse af den fortløbende privatiseringsproces af flyselskabet, før en ny regering er blevet dannet, siger Airbaltics topchef, Martin Gauss, i et interview med Air Transport World (ATW), skriver Børsen.

Han tilføjer, at der er en mulighed for at selskabet bliver børsnoteret, men at man vil vente til foråret eller sommeren næste år, før der vil ske noget.

Lars Thuesen er enig i denne konklusion. Han siger, at på grund af valget, og da selskabet også skal arbejde på at finde en rådgiver til salget, vil der ikke komme en konklusion om den fremtidige ejerstruktur før i 2019.

/ritzau/FINANS