Adserving tilfreds med børsnotering

 

Børsnoteringen af Adserving, der udlejer systemer til håndtering af online annoncer, gik ikke helt som ventet. Eik Bank, der har bragt selskabet på minibørsen First North, har ikke fået lagt selskabets to forskellige fondskoder sammen, og de nye aktier kunne derfor ikke handles de to første dage. Men hos Adserving er man tilfreds med børsnoteringen.

 

- Der var nogle problemer, men de er blevet løst. I aften bliver det hele slået sammen. Det er ikke sådan, at folk ikke kan handle. De kan blot ikke handle via deres netbank. Vi ser det dog som en teknisk banalitet og ikke noget større, siger projektleder Simon Verbik fra Adserving til RB-Børsen.

 

Umiddelbart får sagen ingen konsekvenser for Eik Bank, der har bragt Adserving på børsen eller Schrøder, Lucas & Partnere, der har været rådgivere for Adserving.

 

- Vi har med computere at gøre, og der kan altid ske fejl. Vi er fuldt ud tilfredse med vores rådgivere, slår Simon Verbik fast.

 

Tirsdag vil Adserving-aktien kunne handles normalt, lyder det fra Eik Bank og Schrøder, Lucas & Partnere.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )