Årets vindere på fondsbørsen

Et turbulent aktieår er snart ved vejs ende, men trods kreditkrise og voldsom finansuro har mange aktier på Københavns Fondsbørs klaret sig ekstremt godt. Se her listen over de største stigninger på fondsbørsen i 2007.

Aktieåret 2007 har budt på meget andet end krise og uro på de finansielle markeder. Trods den internationale kreditkrise og perioder med kraftige kursfald har mange aktier på Københavns Fondsbørs nemlig klaret sig forrygende.

Det danske aktiemarked er som helhed steget med omkring fem procent, men året har budt på store udsving i begge retninger.

»I første halvår var stemningen på aktiemarkedet præget af en stærk global økonomi og stor indtjeningsvækst i virksomhederne. I andet halvår blev alle skræmt ud af sans af faldet i amerikanske huspriser og den internationale kreditkrise,« siger aktiestrateg Morten Kongshaug fra Danske Bank.

Hans kollega i Nordea, aktiestrateg Bjarke Østergaard, fremhæver, at det andet halvår har været præget af langt voldsommere kursudsving, end vi har været vant til de seneste år. Ikke desto mindre har nogle aktier klaret sig igennem krisen med stort set uafbrudte stigninger.

Business.dk har bedt Nordea om en kort vurdering af de aktier på Københavns Fondsbørs, der er steget mest i 2007. Listen er opgjort af Danske Bank torsdag aften efter børsens lukning:

1. Atlantic Petroleum.
Har i 2007 givet et afkast på 262,6 procent.

Det færøske olieselskab Atlantic Petroleum er årets absolutte topscorer på Københavns Fondsbørs. Kursen er bl.a. drevet op af en markant stigende oliepris. Samtidig har selskabet undergået en transformation fra olieefterforsknings-stadiet til at være tæt på olieproduktions-stadiet. Endelig har selskabet købt en andel af et oliefelt tidligere på året, der efterfølgende er steget i værdi i takt med stigningen i oliepriserne.

2. D/S Norden.
Har i 2007 givet et afkast på 138,0 procent. Rederiet Norden har nydt godt af voldsomt stigende tørlastrater, som dermed øger skibsværdierne markant. Norden forventer det største overskud i selskabets historie.

3. Vestas Wind Systems.
Har i 2007 givet et afkast på 127,0 procent. Vestas-aktien er bl.a. steget pga. udsigt til markant øget industrivækst i mange år fremover og stigende MW-priser på vindmøller. Selskabsspecifikt har Vestas formået at øge indtjeningsmarginalen, og der er voksende investortillid til ledelsen på baggrund at selskabets resultater.

4. Mols-Linien.
Har i 2007 givet et afkast på 99,2 procent. Mols-linien fik ny storaktionær i november, da Scandlines solgte sin aktiepost på 30 procent til rederiet Clipper Group. Det drev kursen kraftigt i vejret. Derudover har Mols-linien opjusteret forventningerne til hele året i forbindelse med selskabets halvsårsregnskab.

5. OMX.
Har i 2007 givet et afkast på 97,8 procent. Kursen på den nordiske børs OMX, der bl.a. driver Københavns Fondsbørs, er steget kraftigt på et købstilbud fra amerikanske Nasdaq. Siden har børsen i Dubai blandet sig, og investeringsfonden Qatar Investment Authority viste en overgang også interesse for OMX. Nasdaq og Dubai-børsen endte med at gå sammen om et forhøjet bud, og Qatar Investment Authority har trukket sig. Handlen er endnu ikke faldet på plads.

Kilde: Nordea og Danske Bank. Der er tale om kursudvikling i lokal valuta, og der er ikke medregnet udbytter.