A.P. Møller-Mærsk i front for C20-opsving

De danske aktier og A.P. Møller Mærsk sluttede ugen af i topform.

Foto: Brian Bergmann.
Læs mere
Fold sammen
C20 indekset steg 2,4 pct. til 330,20 med A.P. Møller Mærsk-aktien i front. De globale aktiemarkeder blev fredag eftermiddag yderligere løftet af positive amerikanske boligmarkedstal, som bekræfter, at opsvinget er på vej.

- Aktiemarkederne fik et løft af de amerikanske boligsalgstal, og nu kæmper flere af de europæiske indeks med gamle toppunkter, hvor et brud igennem disse kan give ekstra luft, vurderede aktiehandler Jens Johansen fra Jyske Bank overfor RB-Børsen.

A.P. Møller - Mærsk lukkede 6,2 pct. højere i kurs 34.200 efter at have ligget med kursfald på 4 pct. i fredagens åbningshandel. Rederiet venter, at resultatet i andet halvår vil være på niveau med resultatet i det grimme første halvår. Koncernen fik et tab på 3,02 mia. kr. efter skat i første halvår. A.P. Møller - Mærsks omsætning faldt til 127,39 mia. kr. fra 148,37 mia. kr. Koncernchef Nils Smedegaard Andersen udtalte til RB-Børsen, at containerraterne er bundet ud på historisk lave niveauer i maj-juni.- APM-aktien steg kraftigt trods selskabets konservative prognoser for 2009.

Fremgangen kan tage udgangspunkt i forventningen om, at vi er forbi det værste, og at man nu kigger frem mod 2010, og man trænger 2009-tabene i baggrunden. Det var værd at bemærke, at Nils Smedegaard Andersen vurderede, at raterne er bundet ud, og yderligere bemærkes det, at kapacitetsudnyttelsen ikke er "too bad", udtalte aktiehandler Jens Johansen fra Jyske Bank til RB-Børsen.

De danske banker nødt godt af den gode stemning, og Danske Bank lukkede 4 pct. højere i kurs 136, mens Nordea steg 5,9 pct. til kurs 54.

FLSmidth fortsatte torsdagens kursfremgang og lukkede fredag 2,2 pct. højere i kurs 257. FLSmidth sprang torsdag i vejret med godt 7 pct. efter et positivt halvårsregnskab.

D/S Norden lukkede uændret i kurs 188,5. De asiatiske tørlastkonkurrenter endte med solide fald fredag morgen. Tørlastraterne dykkede torsdag 3,1 pct. og er dermed faldet 8,7 pct. i den seneste uge.

Genmab dykkede 3,6 pct. til kurs 135 og fortsætter dermed sin rutschetur nedad, der blev påbegyndt tirsdag, da selskabet nedjusterede og offentliggjorde nogle skuffende forskningsresultater. Aktien er faldet ca. 35 pct. i denne uge.

Dantherm lukkede 4,8 pct. lavere i kurs 27,6, efter at industrikoncernen præsenterede sit regnskab for andet kvartal med. Dantherms omsætning i andet kvartal faldt til 330 mio. kr. fra 510,1 mio. kr. for samme kvartal i fjor. Koncernens samlede omsætning og indtjening er traditionelt større i andet halvår end i første halvår. For regnskabsåret 2009 forventes en samlet omsætning i niveauet 1500 mia. kr. og et resultat før skat for regnskabsåret i niveauet minus 130 mio. kr.

Mols-Linien lukkede 10,3 pct. højere i kurs 80 på trods af at selskabet sænkede forventningerne til helåret en smule. Nu venter rederiet et overskud efter tonnageskat på 30-50 mio. kr., hvor man tidligere havde meldt om et overskud på 40-65 mio. kr. før tonnageskat.

RB-Børsen