31/1: Analytiker: Amerikanske forbrugere en trækhest for Mærsk

Der er utroligt stor fokus på ruterne fra Asien til Europa. Men svag udvikling på ruterne til og fra USA kan ramme Maersk Line hårdt.

Maersk Line taber terræn i USA med en faldende markedsandel. Et fald på 1.8 procentpoint fra 16 pct. til en markedsandel på 14,2 pct. får SEB Enskilda til at anbefale investorerne at reducere deres beholdning af A.P. Møller - Mærsk-aktier.

Rederi-analytiker Steven Brooker peger på, at der er en tendens til, at mange overser USA som en absolut nøglefaktor for udviklingen i Esplanadens containerforretning.

"Alle folk taler kun om ruterne fra Asien til Europa, der er ingen, der taler transpacific eller ruterne over Atlanten. Det gør de selvfølgelig, fordi det er den bedste rute. Men der er også noget, der hedder den amerikanske forbruger, hvis adfærd betyder utroligt meget for udviklingen i Maersk Line. Hvis den negative markedsudvikling i USA fortsætter for Maersk Line, så kan det altså sætte seriøse, ubehagelige pletter i deres regnskaber," siger Steven Brooker til Business.dk.

Tal fra det amerikanske handelskammer viser, at USA i 2005 importerede varer for hele 244 mia. dollar fra Kina. Ifølge Businessweek står verdens største supermarkedskæde Wal Mart for små ti pct. af denne import fra verdens produktionshal nummer 1 - svarende til varer for svimlende 121 mia. kroner.

I og med at Maerk Line er Wal Marts foretrukne containerrederi, så spiller det en stor rolle, at de amerikanske forbrugere har tro på tingene og køber pænt ind i den store amerikanske supermarkedskæde.

"Jeg tror, at der er en sammenhæng mellem Maersk Lines tab af markedsandele i containerfarten til og fra USA og så den kendsgerning, at Wal Mart simpelthen har efterspurgt mindre volumen fra Kina ind til julesalget i USA. Mange detailvirksomheder i USA har bygget lagre op siden sommeren, og julesalget har ikke været stærkt nok til for alvor at sætte skub i volumen af fragt fra Kina til USA," siger Steven Brooker.

Han peger også på, at der er kommet en masse ny kapacitet ind i markedet, altså nye skibe fra konkurrerende rederier, som er med til at presse priserne.

"Det afgørende her er, at de nye konkurrenter, der er kommet ind, har været mere prisaggressive end Mærsk. De nye deltagere, som er kommet ind, har selvfølgelig været mere sultne efter at få fragt til USA," siger Steven Brooker.

Han mener, at selv om rederierne gør alt, hvad de kan for at fortælle om, hvor stærkt det nu igen går fremad med fragtraterne, så er det fortsat køberne af kapacitet, der har fat i den lange ende.