Afviste asylansøgere skifter kirke

De irakiske flygtninge, der har opholdt sig i Vor Frue Kirke siden fredag, søger nu tilflugt i Brorsons Kirke. Stadig flere flygtninge kommer til.

Afviste asylansøgere flyttede i dag til Brorsons Kirke på Nørrebro. Her se flere af dem i samtale med Arne Melchior og Karsten Fledelius. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Bohr
På grund af pladsmangel flytter de irakiske flygtninge, der siden fredag har opholdt sig i Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, til Brorsons Kirke i Rantzausgade på Nørrebro i København.

Det oplyser en af de irakiske flygtninge, Taleb Ansari, til Ritzau.

Omkring 25 flygtninge er flyttet over til Brorsons Kirke, men ifølge Taleb Ansari forventer man, at yderligere 15 familier vil søge tilflugt i kirken senere.

Irakerne får foreløbig lov til at blive i kirken, oplyser menighedsrådsformand Astrid Monrad Boel. Hun var sidst på eftermiddagen på vej over i kirken for at tale med irakernes talsmand og vil først derefter tage bestik af situationen.

Menighedsrådet er indkaldt til møde i morgen kl. 17, og før da står det ikke klart, hvordan menighedsrådet vil tackle situationen.

- Jeg har først lige fået at vide, at irakerne er søgt til Brorsons Kirke. Jeg var klar over, at de havde søgt tilflugt i Vor Frue Kirke, så jeg vidste godt, at de søger ind i kirkerne. Men at de lige vælger Brorsons Kirke, det kom bag på mig, siger menighedsrådsformanden.

Knap 300 afviste irakere i Danmark står til at blive tvangshjemsendt til Irak i de kommende måneder som konsekvens af den nye hjemsendelsesaftale, som Danmark har indgået med Irak. Ifølge integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ændrer det ingenting, at de udviste irakere nu har søgt tilflugt i en kirke.

- Udsendelsesplanerne de går videre uanset, hvor de afviste asylansøgere befinder sig, siger Rønn Hornbech til DR Nyheder.

/ritzau/