Ægteskabet er ikke en kristen opfindelse

Det traditionelle, heteroseksuelle ægteskab er altså ikke en kristen opfindelse, endsige udtryk for den eneste, sande kristendom. Det er snarere en reproducerende konstruktion, som kristendommen har taget til sig og videreført for at kunne eksistere i og med det omgivende samfund.

Homoseksuelle, der ønsker kirkelig vielse, er oppe imod virkeligheden og selve naturen. For det kristne ægteskabs vigtigste eksistensberettigelse er at sikre en ordning, der kan frembringe børn. Nogenlunde således forsøger teologen Katrine Winkel Holm i sin kronik i Berlingske Tidende 1. september 2004 at affærdige spørgsmålet om vielse af homoseksuelle par i folkekirken. Når diskussionen er oppe igen, ser hun det dermed som forskellige (venstrefløjs-)politikeres forsøg på at drive plat på folkekirken og tage kirken som gidsel i en kønspolitisk kamp.

Men der findes ikke en entydig, teologisk begrundelse for at forbeholde ægteskabet og den kristne velsignelse for heteroseksuelle mænd og kvinder, som Katrine Winkel Holm og præster på den kirkelige og politiske højrefløj ellers ofte hævder. For hvordan blev ægteskabet til ægteskab? Og hvordan blev ægteskabet en kristelig institution, ja noget, som vi forbinder med at være en nærmest bekendende handling i kirken? Jeg mener, at der er uendeligt langt fra den skabelsesordning, som Katrine Winkel Holm opstiller i sin kronik (dvs. Gud skabte mennesket som mand og kvinde for at de skulle blive talrige, men først indgå ægteskab) til en kristen begrundelse af samme ægteskab.

I sit syn på ægteskabet læner kirken sig op ad en lang tradition, hvor ægteskabet som institution spiller en helt anden rolle, end det gør i dag. Det er nødvendigt at kigge nærmere på denne tradition, hvis man skal besvare ovennævnte spørgsmål.

Noget tyder på, at normen om mand og kvinde som det ideelle partnerskab altid har eksisteret og overalt på jorden. Homoseksualitet opleves derimod i de fleste kulturer som en stor synd - om end der ligeledes er vidnesbyrd om, at denne »synd« i praksis er lige så gammel og oprindelig som det heteroseksuelle ideal.

Ser vi på den bibelske kulturkreds, er det karakteristisk, at forholdet mellem mand og kvinde begrundes både reproduktivt og eksistentielt. Det Gamle Testamente indledes med skabelsen af mand og kvinde og dernæst velsignelsen af deres forhold. Der er tale om en velsignelse af seksualiteten, når denne udmønter sig i reproduktion.

»Det er ikke godt, at mennesket (Adam) er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham,« siger Gud. Denne hjælper kunne i princippet lige så godt være en mand, kunne man indvende. Men det er ganske enkelt nødvendigt at begrunde forplantningsaspektet, for at Adams efterkommere kunne opfylde jorden. Derfor måtte Eva skabes, så Adam og Eva kunne yngle, forklarer skabelsesberetningens forfatter. På denne måde væves det eksistentielle og det reproduktive aspekt ind i hinanden.

Men også på Det Gamle Testamentes tid var ufrugtbarhed et problem (Abrahams kone Sara kunne f.eks. ikke blive gravid, før Gud greb ind) - hvorfor alle svinkeærinder, der hindrede forplantningen, blev betragtet som synd (f.eks. onani). Frugtbarhed var et ideal og en nødvendighed for at sikre samfundets og klanens beståen.

I Bibelens univers var homoseksualitet imidlertid en realitet. Sodoma og Gomorra blev slettet fra jordens overflade, fordi mændene lå i med hinanden. Men mon det virkelig forholdt sig sådan, at Gud i sin vrede over deres synd lod byerne brænde? Det er snarere sandsynligt, at forfatteren til beretningen måtte male en skrækvision for, hvordan slægten ville uddø, hvis mændene ikke lå i med kvinderne i stedet. I fuld erkendelse af homoseksualitetens realitet måtte man gøre den syndig for at sikre slægtens reproduktion.

Det gamle Grækenland fremhæves ofte for sin tolerance over for homoseksualitet og pædofili. Hos Platon var der faktisk ikke blot tale om tolerance; forholdet mellem den ældre filosof og hans smækre ynglingeelev var et kærlighedsideal.

Den fineste kærlighed var den åndelige kærlighed, der opstod i et lærer-elev-forhold. Denne kærlighed fuldbyrdedes seksuelt; det vidner ikke kun græsk litteratur men også talrige potteskår om. Men dette kærlighedsideal eksisterede side om side med ægteskabet, som ansås for at være en nødvendig institution. I ægteskabsinstitutionen fremavledes nemlig arvingerne og altså slægtens beståen.Anderledes forholder det sig i de nytestamentlige skrifter, som er de første skriftlige vidnesbyrd om kristendommen. Som bekendt udspringer kristendommen i en jødisk og græsk tradition; men den viser sig dog at have en anden opfattelse af seksualitet og kærlighed.

De formodede ældste kristne tekster er dem, som forskere kalder »de ægte Paulus-breve«. De er formentlig blevet til i midten af det første århundrede og er skrevet efter Jesu død af en apostel, som aldrig har mødt Jesus. Disse tekster er præget af en forventning om, at Kristus vil komme tilbage til jorden og holde dom. Jorden skal med andre ord gå under, hvorfor slægtens videreførelse er omsonst.

Paulus opfordrer alle, også de heteroseksuelle, til at være seksuelt afholdende, hvis de kan. Kan man ikke være afholdende, skal man endelig gifte sig. Men ægteskabet tjener i sig selv ikke noget højere mål. Dette fokus på det åndelige liv fører til en udligning af kønnene. Paulus skriver om kvindelige menighedsledere, og kvinder både profeterer og taler i tunger.

Når Paulus alligevel fastholder, at kvinder f.eks. skal dække deres hår til under gudstjenesterne, er det for at sikre ro og orden i menigheden. Pointen er, at kønsnormerne ikke spiller nogen rolle i frelsesplanen, hvilket på den anden side heller ikke skal føre til splid eller konflikter med det omgivende samfund.

Evangeliernes Jesus har heller ikke et entydigt kernefamilieideal. Evangelierne er formentlig blevet til i slutningen af det første århundrede; dvs. lidt senere end de ægte Paulus-breve. De er skrevet med det formål at integrere det kristne budskab i den jødiske tradition - og samtidig udbrede det til hedninger og andre udstødte.

Men også evangeliernes Jesus vender op og ned på de gældende normer. Jesus gør op med den gældende tempelofferkult, som han kritiserer for at være hyklerisk og falsk. Tempeltjeneste og dyreofringer er ikke nødvendigvis udtryk for sand tro. Den troende opfordres derimod til at handle mere radikalt: til at forlade sin kone, sælge sit hus, give pengene til de fattige, samle sit kors op - og følge Jesus. Dette kan ikke siges at være en særlig samfundsbevarende opfordring.

Det er imidlertid et faktum, at Det Nye Testamente også indeholder tekster, der priser det heteroseksuelle ægteskab og har familien og traditionelle patriarkalske normer som ideal. Her er kvinden tilbage i sin position under manden. Jomfruer og unge enker skal giftes og tøjles, for kvinder skal ikke flagre omkring og realisere sig selv, men derimod føde børn. Mange forskere mener, at disse breve er blevet til langt senere end de første kristne tekster.

Hvor fokus i de første tekster var på Kristi snarlige genkomst og dennes ophævelse af de gældende normer, er formålet med de senere at sikre kristendommens legitimitet og goodwill i et jødisk-romersk samfund. Derfor er det nødvendigt at leve med de gældende samfundsnormer og bevare ægteskabet som den institution, der skal sikre sektens overlevelse. Man indretter sig med andre ord på, at man skal vente længe på Herrens genkomst.Det traditionelle, heteroseksuelle ægteskab er altså ikke en kristen opfindelse, endsige udtryk for den eneste, sande kristendom. Det er snarere en reproducerende konstruktion, som kristendommen har taget til sig og videreført for at kunne eksistere i og med det omgivende samfund.

Ægteskabet er det til trods en fin måde at leve på, da de fleste mennesker indgår et ægteskab med henblik på at leve i troskab og respekt for hinanden - hetero- som homoseksuelle. Dertil kommer, at selve vielseshandlingen for kirken i det 21. århundrede er en strålende forkyndelsessituation. Det giver bare mere mening at begrunde ægteskabet i det kristne kærlighedsbudskab frem for i en skabelsesordning. Den teologiske diskussion af emnet er derfor langtfra entydig og kan ikke afvises som at drive politisk plat på kirken.Kronikken i morgen:

»Puslespillet om De Hvide Busser«. Sognepræst Martin Corfix føjer nye brikker til spillet om redningsaktionen, der vristede 20.000 mennesker ud af nazisternes kløer.