Advokaten fra helvede

Film: »Djævlens advokat«. Hvad får en mand til at forsvare mennesker, der begår massemord for en politisk sag?

Det er det spørgsmål, der stilles i »Djævlens advokat«, den iransk-fødte instruktør Barbet Schroeders dokumentarfilm om den kontroversielle advokat Jacques Vergès. Siden Vergès blev engageret i den algierske frihedskamp i 1950erne, har han forsvaret krigsforbrydere, diktatorer og terrorister – som den berygtede Carlos aka. «Sjakalen« – og forelsket sig i deres kvindelige kolleger. Via interviews med Vergès og en lang række implicerede får vi en sjælden givet adgang til moderne histories rædselskabinet. Schroeder har efter eget udsagn ikke portrætteret den i særdeleshed fængslende Vergès, men fokuserer på hans engagement i terrorsager. Det er en skam, for filmen er bedst, når vi besøger Djævlens hule, hvor Vergès fortæller med lige dele glød og arrogance. Ofte er resultatet et uhyre informationstæt, lidt for langt lynkursus i 50 års terrorisme. Filmens styrke er imidlertid Schroeders unikke, veldokumenterede og hårrejsende historie – og det, at han selv hverken tager rollen som forsvarer eller anklager.