Åndelig forfrysning

Novelle: De bedste ting i livet Ole Henrik Laub har lige holdt 70 års fødselsdag, og den nye novellesamling ”De bedste ting i livet” fortæller, at 2007 også har rummet et 40-års jubilæum for ham.

Foto: Bogomslag
Bogens første novelle stod i ”Et sværd dyppet i honning”, som udkom i 1967. Den sidste ”Nyt hus” er fra 2006. I den er et par ude at se på hus. Mægleren roser det, manden kan godt bruge det, men kvinden fryser. ”Det er mere sådan en åndelig forfrysning,” siger hun, for hun skal først have overstået en ubehagelig telefonopringning – til manden, hun vil flytte fra. Der er forfrosne ægteskaber i andre af novellerne, der er stress og druk i de nutidige, der er sarkasme i den historiske om det ulige forhold mellem digteren Carsten Hauch og hans kone, som ikke betragter ham som nogen stor forfatter. Hun sammenligner hans digterord med ”tørre rødspætter hængt op på en snor”. Ole Henrik Laub lader ind imellem en sort, skæv humor få indpas, men han fortæller mest om onde mennesker. Man kan godt selv få åndelige forfrysninger af de to sociopatiske tøser i ”Pigerne” og de dumme mænd, som mishandler en overvægtig kvinde i ”Initiativ”. Der skal mod til at gå videre.