1970ernes pinsler truer igen

Inflationen er hastigt på vej op. Endda i alle afkroge af verdensøkonomien. Især prisen på fødevarer, men også energi og andre råvarer, stiger nu med den største fart i mange år. Det sker – uheldigvis – samtidig med, at den økonomiske vækst er aftagende mange steder.

Dermed sættes de økonomiske beslutningstagere i en yderst pinefuld situation med tiltagende prispres og aftagende vækst på samme tid, der leder tankerne hen på 1970ernes »stagflation.«

I oktober lå forbrugerpriserne i USA 3,5 procent højere end for et år siden. I euro-området er inflationen i november kommet helt op på 3,0 procent, og i Tyskland stiger priserne lige for tiden med den største fart i mere end ti år.

Kina døjer med en endnu højere og tiltagende inflation på 6,5 procent, og samme tendens med øget prispres ses for tiden i masser af andre udviklingsøkonomier med høj økonomisk vækst. Selv i Danmark er inflationen steget kraftigt på det sidste og hoppede i november op på en årlig vækstrate på 2,5 procent, hvilket er den højeste vækstrate siden foråret 2003.

Det er først og fremmest højere priser på olie og andre råvarer samt stigende fødevarepriser, der presser inflationen op ude og hjemme.

Der er flere årsager til den udvikling; men en helt afgørende forklaring er, at Kina, Indien og andre tilsvarende udviklingsøkonomier lige nu er i en situation, hvor appetitten efter ressourcer er nærmest umættelig. Olie og metaller efterspørges som aldrig før til den kraftige urbanisering og industrialisering, som i disse år finder sted i verdens mest folkerige nationer.

Samtidig har højere indkomster især i Kina og Indien på få år gjort flere hundrede millioner mennesker rige nok til at købe kød og andre mere eksklusive fødevarer. I 1985 spiste hver eneste kineser i snit 20 kilo kød om året. Nu er dette tal vokset til 50 kilo. Herhjemme spises til sammenligning i snit tæt ved 90 kilo svine-, okse, lamme og fjerkrækød om året.

Det hastigt voksende forbrug af kød på globalt plan presser efterspørgslen på korn i vejret. Der går kun ét kilo korn til at fremstille ét kilo brød eller ét kilo pasta. Men der går tre kilo korn til at producere ét kilo svinekød. Et kilo oksekød kræver derimod hele otte kilo korn.

Billige fødevarer
Så den stigende appetit på kød har alene siden foråret fordoblet prisen på hvede og stribevis af andre afgrøder. Så både korn, majs, oliefrø, bønner med videre handles lige nu til de højeste priser nogensinde i historien løbende priser.

Med til at drive kornpriserne op er den stigende brug af biobrændsler. Alene i USA bliver 85 millioner ton majs nu årligt forvandlet til ethanol, der hældes i tanken på amerikanske biler. Det er seks gange mere end for få år siden og svarer til en tredjedel af hele USAs majshøst.

Ugemagasinet The Economist skriver i sit seneste nummer, at bare én optankning med ethanol i en amerikansk firehjulstrækker bruger så meget majs, at det kan ernære et menneske et helt år.

Den dramatiske stigning i fødevarepriserne har trukket et nyt modeord ind den internationale presse, nemlig »agflation«, der er en sammentrækning af agriculture og inflation.

Begynder prisen på fødevarer ikke at falde igen, er der tale om en helt ny situation. I årtier er udviklingen således gået den modsatte vej og har gjort kød, mælk, brød, smør og andre fødevarer billigere – år efter år. Den Internationale Valutafond (IMF) har regnet ud, at realt – altså efter inflationen er trukket fra – koster en typisk kurv af madvarer i dag kun en tredjedel af, hvad der skulle betales i 1970. I løbende priser har prisen på mad ligget nogenlunde konstant de sidste 30 år, selv om lønninger og priser i denne periode er steget kraftigt. Udviklingen har betydet, at vi i den rige del af verden bruger en langt mindre del af vores indkomster på mad end før, og der er blevet frigjort købekraft til alt muligt andet. Herunder især luksus som rejser, biler, og elektronik.

Der vil være mange både tabere og vindere, hvis udviklingen fortsætter, så en stigende del af vores indkomster skal bruges på mad.

Landmændene vil i første række blive de helt store vindere, hvis de vel at mærke får lov at beholde deres større indtægter. For en nærliggende tanke er, at der skal skæres stort ned i alle former for landbrugsstøtte, hvis prisen på alle former for fødevarer og dermed landbrugets indtjening fortsætter med at tordne i vejret. Landbrugsstøtten alene i EU er i dag på over 352 milliarder kroner, eller næsten halvdelen af EUs budget. Men i masser af andre lande støttes landbruget også med meget store summer.

Andre vindere kan være en del fattige lande, som lever af eksport af fødevarer. De har i årevis lidt under de faldende priser. Udviklingen har endda ført til en stor afvandring fra landbruget i mange lande, fordi indtjeningen var for lille. Men hovedparten af fattige u-lande vil formentlig tabe og miste mere, end de vinder. I mange af disse lande går op mod halvdelen eller mere endnu af folks indkomster i dag til mad, mens det i de rige lande som eksempelvis Danmark kun er ti procent. Så hvis fødevarer stiger med en tredjedel i pris, vil det kun reducere levestandarden med en-tre procent i verdens rige lande, men med over 20 procent i de fattige.

Løn-pris spiral
En anden trussel er, at de højere mad- og energipriser omsætter sig i en tiltagende generel inflationen, som så også skaber forventninger om endnu højere priser fremover, hvilket kan få mange til at kræve mere i løn.

Siden starten af 1980erne er forventningerne om stigende inflation blevet slået stort set helt ned. Der er gennem de sidste mere end 20 år opbygget en stor tillid til, at priserne kun stiger med et par procent om året. Ikke bare herhjemme, men også i masser af andre lande. Det er centralbankernes stadig mere intense jagt på at holde inflationen nede, der har givet resultater og sikret lave renter, en lav og stabil lønudvikling og dermed også højere velstand. Selv gennem de senere år, hvor arbejdsløsheden har været historisk lav, er 1970ernes og 1980ernes store lønhop udeblevet.

Med til at holde inflationen lidt i skak er endnu den faldende dollarkurs, der pumper lavinflation ud i hele verdensøkonomien. Op mod halvdelen af alle verdens varer afregnes i dollar. Det bliver billigere at importere, når dollaren dykker i pris. Samtidig er den såkaldte kerneinflation, der ikke medtager udviklingen i prisen på energi og fødevarer, fortsat lav i de fleste lande. Det gælder eksempelvis i Kina, hvor kerneinflationen er hele nede på 1,1 procent.

Men det helt store spørgsmål for verdens centralbanker lige nu er, om de stigende priser på energi og fødevarer vil sprede sig til resten af økonomien og sætte gang i en opadgående løn-pris spiral. Sker det, kan konsekvenserne blive meget alvorlige og tvinge renterne op i en periode, hvor der er prisfald på boliger i mange lande og finanskrise som følge af store tab på amerikanske subprimelån. I værste fald kan det skabet problemer i den globale økonomi med lav vækst, høj inflation og høje renter på samme tid – noget nær den mest giftige cocktail, der kan tænkes.

Forhåbentlig går det ikke så galt, men risikoen er til stede og større end set i mange år. »Stagflation« er i hvert fald et ord, vi givet kommer til høre meget mere til i den kommende tid – og ordet er ikke et varsel om bedre tider for de fleste danskere, tværtimod.