02.09.06: Tolstoj og de forbandede spørgsmål

Forfatteren Lev Tolstoj skabte ikke blot kunst, men frembragteet politisk evangelium, den såkaldte tolstojanisme, der vandt tilhængere i og uden for Rusland. Profeten Tolstoj er både blevet brugt og misbrugt. Næste lørdag skriver Jørgen Møller om Ivan Turgenjev i serien om store russiske forfattere.

Lev Nikolajevitj Tolstoj indtager en central plads i det europæiske åndsliv. Forfatteren til »Krig og Fred« og »Anna Karenina« er en af verdenslitteraturens giganter. Men Tolstoj gjorde mere end at skabe kunst. Han frembragte et politisk evangelium, den såkaldte tolstojanisme, der vandt tilhængere i og uden for Rusland. Det er almindeligt at sondre knivskarpt imellem kunstneren og profeten Tolstoj. Men de er ret beset uadskillelige. Tolstoj og tolstojanismen forsøger begge at besvare det, en anden stor russer, Fjodor Dostojevskij, kaldte for »de forbandede spørgsmål«.

I klassikeren »Krig og fred« møder vi gentagne gange den mandlige hovedperson, Pierre Bezúkhov, på sammenbruddets rand. Han kæmper romanen igennem med »de forbandede spørgsmål«:

Hvad er dårligt? Hvad er godt? Hvad skal man holde af, hvad skal man hade? Hvad skal man leve sit liv for, og hvad er egentlig jeg? Hvad er livet, og hvad er døden? Hvilken magt styrer det alt sammen?

Og han undrer sig over, at andre kan varetage deres daglige gøremål - ja, at de kan overhovedet kan leve - uden at kende svarene på disse spørgsmål.

Tolstoj er ét med sin kunst, hans litterære geni består i en næsten uhyggelig iagttagelses- og indlevelsesevne, og Pierre gennemlever i disse scener forfatterens egen »sindssyge«, hans altfortærende behov for at finde svar, hvor ingen gives. Men her stødte Tolstoj ind i et nyt problem. Han troede ganske enkelt ikke på de sandheder, han fra tid til anden blev præsenteret for. Livet igennem, selv efter at han på sine gamle dage for alvor var trådt i karakter som social profet, så han sine egne synspunkters skyggesider.

Den russisk-britiske politiske tænker, Isaiah Berlin, har i sit berømte essay om den store forfatter, »The Hedgehog and the Fox«, sagt det på følgende måde: »Tolstoj så virkeligheden i sin mangfoldighed som en samling af adskilte enheder, rundt om og ind i hvilke han kunne se med et klarsyn, som sjældent har haft sit lige. Men han troede kun på én, stor, udelelig helhed«.

I »Krig og fred« finder vi en sigende meningsudveksling mellem Pierre Bezúkhov og fyrst Andréj. Samtalen er sigende, fordi Pierre er den sværmeriske Tolstoj - ham der i sig bærer kimen til profeten Tolstoj - mens fyrst Andréj er den skeptiske Tolstoj. I forening udgør de siderne på den store russers janushoved. Pierre har fundet sandheden bag frimurerordenen vægge. Nu vil han også udfri fyrst Andréj. Men tvivleren Andréj giver ham svar på tiltale:

»(...) du siger, træd ind I vort broderskab, og vi vil vise dig livets mål og menneskets bestemmelse og de love, der styrer verden. Men hvem er vi? Mennesker? Hvor kan I vide alt det fra? Hvorfor er jeg den eneste, der ikke kan se det? I kan se sandhedens og godhedens rige her på Jorden, men jeg ser det ikke«.Det er almindeligt at skelne mellem to perioder i den store russers forfatterskab. Først kommer de udødelige mesterværker, derpå følger de sociale prædikener. Trangen til at trække en streg i sandet er forståelig, men opdelingen kan nemt komme til at fortegne forfatterskabets betydelige kontinuitet. Der var ikke tale om en pludselig personlighedsspaltning. Tolstoj blev livet igennem drevet til fortvivlelsens rand af de store eksistentielle spørgsmål, og han leder bestandig efter svar i sine skrifter.

Når opdelingen alligevel har en vis berettigelse, så skyldes det, at der skete noget med Tolstoj under arbejdet med »Anna Karenina« i 1870erne. Efter at have afsluttet det store værk følte Tolstoj lede ved sin egen kunst. Han overbeviste sig selv om, at litteratur ikke måtte være et mål i sig selv, at den skulle tjene et etisk forehavende. Den sværmeriske side fortrængte simpelthen den skeptiske, og kunstneren Tolstoj genopfandt sig selv som prædikanten - eller profeten - Tolstoj.

I sine sociale pamfletter, skrevet omkring år 1900, kredser han bestandig om det samme tema: behovet for at vaske tavlen ren, at bryde det bestående ned. »For at bygge et nyt og holdbart hus - som erstatning for et, der er ved at falde i ruiner - er det nødvendigt at rive det gamle ned, væg for væg, sten for sten, og begynde forfra«, lyder det i en fortælling om revolutionens komme. Huset, som sætningerne henviser til, er det bestående samfund. Det er nihilisten Tolstoj, der taler. Han blev både brugt og misbrugt.Mod livets slutning opstod der en regulær kult omkring den russiske forfatter. Disciple kom rejsende fra nær og fjern, og hele samfund af tolstojanere forsøgte at efterleve hans retningslinier. Dyrkelsen aftog ikke med hans død i 1910. Fredsapostelen Mahatma Gandhi, nobelprismodtageren Romain Rolland, forfatteren Stefan Zweig, borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King - alle bekendte de sig til i hvert fald dele af tolstojanismen. Hans posthume indflydelse blev enorm.

Størst blev den i hans hjemland. Da Lenin og bolsjevikkerne i 1917 rev magtens tøjler ud af hænderne på Ruslands demokratiske partier, udlagde en stor del af den vestlige presse det som en »tolstojsk« revolution.

Det billede var fortegnet. Lenin var ingen tolstojaner. Bolsjevikkernes dyrkede volden som et politisk virkemiddel, og de havde kun hån til overs for Tolstojs religiøse pacifisme. Men kommunisternes førstemand så fra tidlig færd, at Tolstojs skrifter kunne være med til at bane vejen for en kommunistisk magtovertagelse. »Den russiske revolutions spejl«, kaldte Lenin den store forfatter. Han havde en pointe.

Tolstojanismen - som den store forfatters proselytter døbte mesterens evangelium - lider nemlig under én meget stor filosofisk skavank: troen på, at der findes én sand måde at indrette jordelivet på, ét harmonisk hele. Profeten i ham havde, efter et helt livs besat stræben, fundet svarene på de forbandede spørgsmål i Bjergprædikenens utopiske retningslinjer.

Det var den deraf følgende dyrkning af social ensretning - og tilhørende undsigelse af mangfoldigheden - Lenin og alle andre totalitære politikere kunne drage nytte af.

Tolstoj var med andre ord på vildspor i sin tænkning. Hans store projekt var dømt til at mislykkes, fordi han insisterede på, at det gav mening at finde nøglen til eksistensens gåder, at besvare de forbandede spørgsmål.

Det gør det bare ikke. Livet er på mange måder som en græsk tragedie. Vi kommer ikke uden om uenighed, nederlag og menneskelige fejltagelser. Det bedste, vi kan gøre, er at træde i karakter som mennesker, at bære ansvarets åg med oprejst pande. Det kunne Tolstoj ikke. Tag blot hans største litterære selvportræt. I de sidste kapitler af »Anna Karenina« er Ljóvin på sammenbruddets rand: »Uden at vide, hvad jeg er, og hvorfor jeg er til, kan jeg ikke leve. Og jeg kan ikke vide det, altså kan jeg ikke leve«. For Ljóvin som for Tolstoj er det »enten-eller«, der findes ingen gylden middelvej.De forbandede spørgsmål red Tolstoj som en mare livet igennem. Det er den desperate søgen og evnen til at gengive den i fiktive klæder, der gør ham til en stor forfatter, måske den største nogensinde. Men det er også kilden til hans personlige nederlag. Tilværelsens meningsløshed rev hans sjæl op indefra, og den fik ham til at forstøde både venner og familie. Han kunne - bortset fra korte perioder - ikke finde fred, han kunne ikke slå sig til tåls. Lad os slutte med Isaiah Berlins rammende beskrivelse af den store forfatters tunge lod: »Alle ved, at Tolstoj ophøjede Sandheden til den største af alle dyder. Andre har afsagt lignende erklæringer og har dyrket hende med samme glød. Men Tolstoj er blandt de få, der gik hele vejen. Alt ofrede han på hendes alter: lykke, venskab, kærlighed, fred, moral, intellektuel vished, og - i sidste ende - sit liv. Alt hvad hun gav ham tilbage var tvivl, uvished, selvhad og uløselige modsigelser«.

I sidste ende var tolstojanismens største tragedie måske hans egen.

www.litteratursiden.dk/sw19767.asp

Litteratursiden.dks side om Tolstoj

da.wikipedia.org/wiki/Leo_Tolstoj

Wikipedias danske side om Tolstoj

www.tolstoy.com

God engelsk side om Tolstoj - se evt. også Wikipedias engelske side

Kronikken i morgen: »Gennemsigtig sundhed«. Karsten Skawbo-Jensen, formand for Patientforeningen Danmark, skriver om sygehusenes karaktersystem.