Mystisk milliardær grundlagde succes som amerikansk drøm – men det kan ende i et kinesisk mareridt

Han er hverken topchef eller bestyrelsesformand. Alligevel svæver Huaweis stifter, Ren Zhengfei som den mystiske milliardær over vandene i den succesrige gigant, som han grundlagde i 1987 som en amerikansk drøm. Nu spredes den amerikanske frygt for, at der gemmer sig et kinesisk sikkerhedsmareridt i verdens største netværksleverandør og den næststørste smartphoneproducent, som i 2018 overhalede Apple.

Huaweis stifter og grå eminence, Ren Zhengfei (til højre), viser Kinas præsident, Xi Jinping (til venstre) rundt på Huaweis kontorer i London under et officielt besøg i Storbritannien i oktober 2015. USA er bekymret for det tætte bånd mellem den succesrige mobilgigant og det kinesiske styre. Arkivfoto: Matthew Lloyd, Reuters/Scanpix POOL

»Hver en vene i min krop bankede af chokket over, hvad jeg så.«

Den følelse, som Ren Zhengfei havde under sit første besøg i USA for et kvart århundrede siden, er givetvis kommet op i ham flere gange, siden hans datter af første ægteskab 1. december blev anholdt under en mellemlanding i Vancouver i Canada og siden har kæmpet mod at blive udleveret til USA, anklaget for at have omgået amerikanske handelssanktioner mod Iran.