Søren Skou stopper som topchef i rederigiganten A.P. Møller – Mærsk.
Det oplyser Mærsk i en pressemeddelelse.
Den ny administrerende direktør bliver schweizeren Vincent Clerc, der hidtil har stået i spidsen for rederiets containerafdeling.
Han overtager posten fra 1. januar 2023 og bliver Mærsks første udenlandske topchef.
58-årige Søren Skou har stået i spidsen for en transformation i Mærsk, der har strømlinet selskabet til et rendyrket transportselskab.
Han takker hele organisationen for tilliden.
»Siden 2016 har vi grundlæggende forandret forretningsmodellen, kulturen, den digitale struktur, og de finansielle resultater, og Maersk står i dag som en fokuseret og lønsom virksomhed i vækst. Det var den opgave og det mandat, jeg fik som CEO, og jeg vil gerne sige bestyrelsen, vores hovedaktionær, mit lederteam, og alle mine fantastiske kollegaer en stor tak for tilliden og for samarbejdet gennem årene,« siger Søren Skou i pressemeddelelsen.
Roser til Skou
Ligeledes takker bestyrelsesformand Robert Mærsk Uggla den afgående topchef for indsatsen.
»Søren har på fremragende vis bidraget til koncernens udvikling gennem næsten 40 år, heraf 11 år som CEO i Maersk Tankers og fire år i spidsen for Maersk Line,« siger bestyrelsesformand Robert Uggla meddelelsen:
»På vegne af bestyrelsen vil jeg sige Søren stor tak for hans lederskab og de imponerende resultater. Desuden sætter jeg pris på, at han har spillet en aktiv rolle i drøftelserne af det forestående CEO-skifte. Det er med til, at vi kan fastholde vores strategiske momentum i et stadig mere udfordret marked.«
Vincent Clerc, den nye mand på posten, har siden 2019 stået i spidsen for Ocean & Logistics-grenen i selskabet.

Han kaldes af Uggla »en central leder i organisationen«, der »har været en bærende kraft i transformationen«.
»Den medvind, som industrien har oplevet i kølvandet på pandemien, er ved at løje af. I bestyrelsen er vi ikke i tvivl om, at Vincent har præcis de egenskaber, der skal til for at fortsætte Maersk’s positive udvikling,« udtaler formanden.
Et nyt kapitel
Ifølge den afgående topchef er timingen rigtig for alle parter.
»Virksomheden har leveret godt i en årrække, det finansielle fundament er solidt, og der ligger en ambitiøs plan for de næste trin af strategien, som vil sætte retningen for Maersk i mange år fremover,« udtaler Søren Skou og betoner, at han har fuld tillid til Vincent Clerc.
Den 50 år gamle schweizer er selv »meget glad for tilliden fra bestyrelsen og for muligheden for at lede Maersk gennem de næste etaper af strategien.«
»Det er et stort privilegie at få ansvaret for en virksomhed med så lang en historie, stærke værdier, og et enormt potentiale,« siger han i meddelelsen.
Søren Skou ser personligt frem til et »nyt kapitel«, lyder det:
»Jeg vil fortsat være erhvervsaktiv med bestyrelsesarbejde, og så glæder jeg mig til at få mere tid til familien og til andre
interesser.«