Jyske Bank-topchef advarer: Vi får snart hvidvask-kritik

Anders Dam, topchef i Jyske Bank, er sikker på, at banken snart modtager påbud fra Finanstilsynet. »Vi er ikke pletfri,« siger han.

Anders Dam, topchef i Jyske Bank, forventer, at banken vil få kritik og påbud fra Finanstilsynet i en kommende rapport om hvidvaskhåndtering. Henning Bagger

Finanstilsynet retter snart hvidvaskkritik mod landets tredjestørste bank, Jyske Bank.

Det varsler Jyske Banks topchef, Anders Dam, efter at tilsynet har foretaget en hvidvaskinspektion i banken i efteråret 2017.

»Jeg forventer, at vi får påbud, når tilsynet offentliggør sin rapport inden for de næste måneder. Det kan vi simpelthen ikke undgå,« siger Anders Dam til Berlingske.

Sidste gang Finanstilsynet foretog en inspektion af Jyske Banks håndtering af operationelle risici, fik banken påbud for mangelfulde foranstaltninger mod hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

Anders Dam ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad den kommende hvidvaskkritik går ud på.

»Det vil ikke være fair over for tilsynet, da rapporten ikke er færdig. Jeg varsler bare, at vi ikke er pletfri og bliver det formentlig aldrig,« siger han og påpeger, at Finanstilsynets udkast til hvidvaskrapport hverken rummer bødeforlæg eller politianmeldelse.

Hvorfor er det så svært for jer at dæmme op for hvidvask?

»Vi gør alt, hvad vi kan, i kampen mod hvidvask. Vores kunder foretager hvert år 120-180 mio. transaktioner, som vi skal overvåge. Ud af dem spotter vi cirka 220.000-240.000 mistænkelige transaktioner, som vi underretter myndighederne om,« siger Anders Dam.

Jyske Bank bruger årligt mellem 200 og 250 mio. kr. på bekæmpelse af hvidvask, og Anders Dam kan ikke afvise, at der skal afsættes endnu flere ressourcer på området.

»Vi skal selvfølgelig blive bedre i bankerne. Men når over halvdelen af de mistænkelige transaktioner, vi indberetter, involverer kontanter, er det noget, vi skal diskutere. Kan vi bevæge os i retning af et mere kontantløst samfund end det, vi har i dag?« spørger Anders Dam og tilføjer:

»I Jyske Bank forsøger vi at mindske adgangen til kontanter uden at genere kunderne unødigt. Vi lukker kasser, unødvendige hæveautomater, og vi har fjernet tusindkronesedlen som hæveobjekt. Så vi prøver, men det er ikke noget, vi kan løse som enkeltstående.«

Vil du ikke bare udrydde kontanter, fordi det er billigere for jer at håndtere digitale betalingsmidler?

»Det vil jeg ikke lægge skjul på. Hver gang en kunde hæver eller sætter penge ind i Jyske Bank, koster det 10 kr. Men det gør da ikke noget, at en besparelse hos os går hånd i hanke med bekæmpelse af en kriminalitet. Det har jeg svært ved at se.«

Anders Dam oplyser, at de mistænkelige transaktioner alene vedrører bankens danske overvågning. Derudover har banken en separat overvågning på Gibraltar.

»Vi har lige fået en compliance-rapport, og der er selvfølgelig hele tiden nogle ting, der skal blive bedre i vores Gibraltar-afdeling. Men der er ikke noget nævneværdigt at bemærke der,« siger Anders Dam.