Danmark skal være førende på dataetik i verden hos både virksomheder og det offentlige, og virksomheder, hjemmesider, apps og produkter skal kvalitetsmærkes, så købere og brugere - herhjemme og i udlandet - kan vælge dataetisk rigtigt og bevare størst mulig kontrol over deres egne data.
Det er hovedessensen af de anbefalinger, som en regeringsnedsat ekspertgruppe om dataetik torsdag formiddag afleverede til erhvervsminister Rasmus Jarlov (K). Ekspertgruppens opgave var at svare på, hvordan danske virksomheder kan udnytte en ansvarlig dataanvendelse til en konkurrencefordel, men for eksperterne er det afgørende, at også det offentlige tager anbefalingerne til sig. Allerede når man designer nye systemer eller tjenester, skal dataetikken tænkes ind og være på plads, og de nyeste teknologier og krypteringsmetoder, som beskytter mod lækager og misbrug, skal altid anvendes.