Apple-topchef: Det kan godt være, at vi skal sætte iPhone-prisen ned

iPhonen er blevet for dyr i mange dele af verden på grund af den stigende dollarkurs, så nu skal priserne ned for at stoppe tilbagegangen i salget.

iPhone-priserne er blevet skruet op, fordi Apple ikke sælger så mange telefoner som tidligere. Nu rammer den stigende dollarkurs oveni og skaber ekstra problemer for salget. Arkivfoto: Armando Babani, EPA/Ritzau Scanpix ARMANDO BABANI

Apple-topchef Tim Cook medgiver nu for første gang, at priserne på iPhone-telefonerne måske har fået et lidt for kraftigt drej og bør sættes ned.

Den usædvanlige melding kommer i forbindelse med Apples juleregnskab, der som allerede meldt ud på forhånd var dårligt. iPhone-salget samlet faldt med 15 procent i oktober-december, som på grund af julen burde være årets bedste periode, mens Apples totale omsætning gik fem procent ned i forhold til året før.