Sensationel dansk opdagelse: Kæmpe meteorkrater fundet i Grønland

Danske forskere har gjort en opdagelse, der vil vinde genklang over hele kloden – et 31 kilometer stort og flere hundrede meter dybt meteorkrater i Grønland. Tilmed peger meget på, at krateret er ungt og dermed kan forklare en voldsom klimaændring i menneskets tidsalder.

Asteroiden kom farende med en hastighed på omkring 70.000 km/t. og udløste ved nedslaget i Grønland ødelæggende energi svarende til sprængkraften i 45 mio. Hiroshima-bomber. Statens Naturhistoriske Museum

Opdagelsernes tid er langtfra forbi.

Det demonstrerer danske geologer nu med en forbløffende stor opdagelse i Grønland. Så stor, at den uden at blinke må betegnes som blandt årets største i hele verden.