Sony Ericsson er nu lidt mindre bagud

Danskere, der har købt Sony Ericssons flagskibsmobil, Xperia X10, fik i weekenden endelig en opdatering til Android. Men de er stadig bagud.

Xperia-serien er Sony Ericssons store satsning inden for smartphones. Her X10 i sort og hvid. Fold sammen
Læs mere
Foto: JIJI PRESS

Den officielle strategi for svensk-japanske Sony Ericsson er, at selskabet vil være den største leverandører af telefoner, baseret på Googles Android-system.

Men selskabet er fortsat et pænt stykke bagud i forhold til konkurrenterne, når det gælder om at give kunderne adgang til de nyeste versioner af Android.

I weekenden kunne danskere, der har investeret i Sony Ericssons topmodel, Xperia X10, glæde sig over, at selskabet langt om længe valgte at frigive selskabets opdatering til Android 2.1.

Det sker dog samtidig med, at blandt andre konkurrenten HTC er i fuld færd med at markedsføre telefoner, der har versionsnummer 2.2.

Sony Ericssons Android-telefoner blev fra fødslen markedsført med version 1.6 af Google-systemet, hvorfor telefonen længe ikke har været på software-mæssig omgangshøjde med markedets øvrige tilbud.

Android er en forholdsvis ung platform til mobiltelefoner - og dermed også software, der fortsat er i hastig udvikling. Det gælder ikke blot tilføjelse af nye funktioner, men også fintuning af systemet og rettelser af fejl.

Derfor er det ikke lige meget, hvilken version, man bruger.

Købere af Sony Ericssons Xperia X10-telefon har gennem længere tid klaget deres nød over selskabets langsommelighed med Android - og har brokket sig gevaldigt over forsinkelser.

Vil man opdatere sin Xperia X10-telefon, gøres dette bedst via den medfølgende PC-software.