Ron Paul vandt formentlig ikke den republikanske afstemning i Iowa i nat. Men hans forbløffende opbakning især blandt unge er ved at blive valgets store samtaleemne.

Af Karl Erik Stougaard, stougaard@verizon.net
Torsdag den 3. januar 2008, 21:12

DES MOINES: Skolebussen står mørk og ramponeret foran Ron Pauls hovedkvarter i Iowa. En gammel Chevrolet fra før Ronald Reagan, malet i de amerikanske farver, rød, hvid og blå, og med graffiti over det hele. På bagklappen har nogen med sirlig håndskrift skrevet bussens kælenavn:

»The Constitution Coach«.

Forfatningsbussen.

Det er aften i Des Moines – et døgn før de første afstemninger i det første heat af det amerikanske præsidentvalg. Hjørnet af Locust Street og 6th Street ligger næsten øde hen, folk holder sig indendøre for ikke at blive ofre for den isnende, kolde vind, der suser mellem højhusene. Men døren til bussen står åben, og Berlingske Tidende kigger ind. Derinde i buldrende mørke aner man konturerne af seks-syv unge med strikhuer, uregerligt skæg og laset tøj.

De sidder henslængt i de slidte sæder og venter på, at bussen kører til næste stop på en marathontour, der har varet siden den 27. december.

»Kan den overhovedet køre?«

»Ja, det kunne den i hvert fald for lidt siden,« svarer en godt 20-årig mand, der kunne gå direkte ind i miljøet på Indre Nørrebro: »Og bliver der problemer, så ændrer vi bare forfatningen.«

Hans kammerater griner.

Forfatningsbussen er en central del i den republikanske præsidentkandidat Ron Pauls overraskende succes-kampagne. En kampagne, der forlængst er blevet døbt »The Ron Paul Revolution«. Hvilket giver god mening, når man påtænker den grånende kandidats budskab.

Som den eneste republikaner er han indædt imod Irak-krigen, han beskylder nærmest præsident George W. Bush for at have forrådt landet ved at øge udlandsgælden, og han taler dunder imod aflytninger uden dommerkendelser, langvarige fængslinger uden sigtelser, torturlignende afhøringsmetoder og andre sikkerhedsforanstaltninger, som er blevet selve sjælen i det republikanske parti i de senere år.

Et republikansk oprør
Ikke desto mindre har den senede kongresmand og fødselslæge fra Texas kunnet samle flere penge ind i det sidste halve år end nogen af sine mere kendte partifæller, folk som Rudy Giuliani, John McCain og Mitt Romney. Alene i fjerde kvartal af 2007 fik han næsten 20 millioner dollar i kassen. Ifølge den seneste meningsmåling stod Ron Paul endda med gode chancer for at ende foran bl.a. Giuliani i nattens afstemning i Iowa. I givet fald en mindre sensation.

Ifølge den nationale ungdomskoordinator for Ron Pauls kampagne, Jeff Frazee, er USA vidner til et historisk oprør i det republikanske parti.

»2008 vil blive nævnt i samme ånd som 1964, 1976 og 1980,« siger den engagerede, spinkle unge mand med lyst svenskerhår. 64 var året for Barry Goldwaters konservative revolution, i 76 gjorde Ronald Reagan for alvor opmærksom på sig selv, og han vandt i 80. I øvrigt med Ron Paul i sin kampagnestab.

»Pauls budskab er den form for konservatisme, som det var vores grundlæggeres hensigt, at nationen skulle bygge på. Det er et budskab, som partiet har svigtet, men som vi langsomt vil vende tilbage til. Vi kan ikke længere løbe væk fra vores egen inderste sjæl,« forklarer Frazee, der tager imod i hovedkvarterets lobby.

Han skælder ud på præsident George W. Bush og dagens republikanere, der kom til Washington for at mindske statens rolle, forbedre økonomien og holde igen i udenrigspolitikken, men som i hans øjne har svigtet på alle punkter.

»Jeg har svært ved at tro, at jeg faktisk meldte mig frivilligt på universitetet til at arbejde for Bush,« siger Frazee med en hovedrysten.

Valgkampen har udstillet Republikanernes interne splittelse. Nogle kalder det endda for borgerkrig. I Iowa har det været et kapløb mellem milliardæren Mitt Romneys opportunisme med lidt til alle lejre og baptist-præsten Mike Huckabees appel til den højre-kristne base. På nationalt plan har Rudy Giulianis hårde udenrigspolitiske retorik haft tag i den nykonservative fraktion og mange terrorskræmte.

Ron Paul viser, at der også er en fløj med ultra-konservative rødder. Bemærkelsesværdigt er det en fløj, der domineres af unge, og som kan takke internettet for sin succes.

Aldrig Demokraterne
En af Ron Pauls vigtigste supportere er tidens måske mest markante, konservative frihedstænker, bloggeren Andrew Sullivan, der officielt anbefaler en stemme på Paul.

»Han har på en eller anden måde født en ny bevægelse for dem, der elsker frihed og ønsker at redde den fra velmenende, åndsforladte på venstrefløjen og de højrekristnes utidige indblanding. Paul-supporternes entusiasme for frihed, deres uforbeholdne forsvar af konservative kerne-principper, deres forståelse af at disse principper om mindre stat, tro på sig selv, kulturel pluralisme og en ydmyg udenrigspolitik er mere nødvendige i det nye årtusinde end nogensinde tidligere – ingen elsker af frihed kan blive stående på sidelinjen og ikke slutte sig til dem,« skrev Sullivan for nylig.

For Jeff Frazee bør »revolutionen« vække til eftertanke i partitoppen og dens bagland, der ellers gør mange krumspring for at slippe af med Ron Paul. Den konservative TV-station Fox News har for eksempel forbudt ham adgang til en TV-debat i New Hampshire.

»De tænker sig ikke om. Den her bevægelse forsvinder ikke bare sådan lige. Fred, frihed og fremgang er budskaber, der sælger blandt unge,« siger Frazee.

Men de her unge mennesker ligner i mine øjne ikke hardcore republikanere. Er de ikke kun med på grund af Ron Pauls klare anti-krigsholdning?

»Jeg er født og opvokset som fuldblods-republikaner. Tag ikke fejl af tøjet og alt det hår over det hele. Derude går 250 frivillige rundt og fryser, og vi kan samle lige så mange alle andre steder. De deler det her budskab på alle punkter. De kunne aldrig drømme om at stemme demokratisk.«

Ron Paul er blevet opfordret til at stille op til præsidentvalget i november som uafhængig kandidat, men selv er han afvisende over for tanken.