Det fri marked, som vi kender det, er en saga blot. Når præsident Bush vil de facto nationalisere markedet med 3.500 mia. kroner, så »oplever vi Wall Streets endeligt«, som en amerikansk avis konstaterer. Spørgsmålet er, om vi også oplever McCains politiske endeligt?

Af Poul Høi, hoi@berlingske.dk
Torsdag den 25. september 2008, 21:30

Om Elizabeth Torres gerne ville bo i et funklende nyt hus? Tre værelser? Tre badeværelser? Et køkken magen til de køkkener, som man ser i bladene?

Selvfølgelig ville hun det.

Om Elizabeth Torres kunne betale for det funklende nye hus, de tre værelser, de tre badeværelser og ugebladskøkkenet?

Ikke helt – men kreditforeningssælgeren havde en løsning. Hun kunne bare få et såkaldt teaser-lån, hvor hun ikke skulle betalte renter og afdrag i de første to år, og derefter kunne hun så omfinansiere og få et nyt tilsvarende lån.

Sådan gik det til, at Elizabeth Torres i 2005 flyttede til Queen Creek; en forstad til Phoenix, den yderste udpost i en by, der breder sig som en typehus-eksem i ørkenen.

Bush advarer

Torsdag morgen dansk tid gik præsident Bush på TV og talte til sine landsmænd. Hvis ikke politikerne handler, står USA – og dermed hele verden – over for »en langvarig økonomisk nedtur, som vil gøre ondt,« sagde han. Banker vil gå konkurs, ledigheden vil eksplodere, almindelige mennesker vil ikke kunne få et lån.

»Mine medborgere – vi må ikke lade det ske,« sagde han. Derfor skal redningsplanen til godt 3.500 mia. kroner vedtages og vedtages nu, fortsatte han.

Kort forinden havde hans partifælle John McCain meddelt, at han afbrød sin valgkamp og hastede til Washington for at koncentrere sig om krisen, og han ønskede også at aflyse den kommende TV-debat mod sin rival, Barack Obama.

Både Obama og McCain mødtes torsdag med præsident Bush for at finde tværpolitisk fodslag, og begge kandidater lignede mænd, som vidste, at det er nu – i disse dage – at valgkampen bliver afgjort. For valgkampen er blevet et spørgsmål om ét spørgsmål:

Hvem vil vælgerne vælge til at trække USA op af det økonomiske hul?

Kapitalismen i krise

USA er ikke det første land, som gennemgår sådan en økonomisk storkrise – ikke engang i nyere tid. I begyndelsen af 1990erne måtte Sverige, Norge og Finland igennem en lignende grovkost.

Men det er anderledes, når krisen finder sted i USA. Ikke kun fordi USA tegner sig for 19 procent af verdens økonomi, men også fordi USA er kapitalismens maskinrum, og fordi krisen tydeligvis er en krise i kapitalismen. Det er ikke en krise skabt af politiske indgreb, men af det modsatte. Det er ikke en krise skabt af planøkonomi eller blandingsøkonomi, men af det modsatte. »Er det kapitalismens endeligt,« spurgte britiske The Guardian tidligere på ugen. »Vi oplever Wall Streets endeligt,« skrev Wall Street Journal.

Og det er uomtvisteligt, at når en regering allerede har reddet ét finanshus, overtaget verdens to største kreditforeningsselskaber og verdens største forsikringsselskab, og når samme regering vil poste 3.500 mia. kroner ind i en nationalisering af finansmarkedet, så er vi tættere på Anker Jørgensen end Adam Smith.

Hvordan kunne det ske? Og ske i USA?

Frit frit frit frit marked

Siden præsident Reagan har økonomisk politik i USA været præget af ét mantra: At hvis det fri marked var godt, så var et endnu mere frit marked endnu bedre.

I 1982 fik de amerikanske sparekasser lov til at gøre alt, hvad banker også gjorde, men uden de spilleregler, som banker var underlagt, og syv år senere brasede hele den amerikanske sparekassesektor sammen, og de amerikanske skatteydere måtte bruge 125 mia. dollar på at opkøbe 747 sparekasser.

Klog af skade? Langt fra.

I 1999 kom den såkaldte Gramm-lov, opkaldt efter en republikansk senator. Loven gav bankerne frit spil, og historien med sparekasserne gentog sig – og den blev endnu værre af en mangfoldiggørelse af de såkaldte credit default swaps, en slags forsikring, som finanshusene købte hos andre finanshuse, når de foretog risiko-investeringer. Kritikere advarede mod swaps, for de risikerede at trække hele markedet med sig ned, men daværende forbundsbankpræsident Alan Greenspan betragtede dem som en gave. »Jeg vil ikke gøre mig klogere end markedet,« sagde han. »Det er kun godt, at gælden bliver spredt.«

I dag er der credit swaps for omkring 350 billioner kroner i omløb, og de er en meget stor del af problemet.

For da Elizabeth Torres gik på tvangsauktion, endte gælden hos hendes långiver, som sendte den videre til det finanshus, som havde udstedt en swap. Og det var bare ét hus. I Queen Creek – en forstad med 17.000 indbyggere – er 500 huse på tvangsauktion, og i hele USA ventes der i år 1,5 mio. tvangsauktioner. Og tabene vil – som en pandemi – ramme alle.

Det er et økonomisk dødsgreb.

Dødsgrebet

Og det risikerer også at blive et dødsgreb for John McCain.

For gennem hele sin politiske karriere har han kæmpet for liberalisering, han har ind til for få uger siden slået sig op på sin indsats for afregulering, og den senator, som i sin tid lagde navn til Gramm-loven, er McCains økonomiske toprådgiver og var tippet som McCains finansminister. McCain har med andre ord været en del af årsagen til finansmarkedets sammenbrud, og vælgerne straffer ham tilsyneladende for det. Når vælgerne bliver spurgt om hvem af kandidaterne, de har mest tillid til som økonomisk kriseløser, så peger 12 procentpoint flere på Obama end på McCain.

Bedre bliver det ikke af, at McCain ved flere lejligheder har sagt, at »økonomisk politik ikke er min stærke side.«

Men økonomi – det er, hvad valgkampen nu handler om, og ved i går at afbryde sin valgkamp og begynde at pille sine valgreklamer af TV og kræve TV-debatten udsat håber han at ændre dynamikken i kampagnen. Han håber, at vælgerne vil se ham som manden, der tager ansvar og hæver sig over smålig partipolitik.

Virker det?

Ifølge en hurtig meningsmåling – nej. Kun 14 procent af vælgerne mener, at det er en god ide at afbryde valgkampen, og kun ti procent mener, at det er en god ide at udsætte TV-debatten, skriver instituttet Susa.

McCains satsning har også givet Demokraterne mulighed for at gentage et af deres yndlingsangreb – nemlig, at McCain er en hystade. Under krisen i Georgien truede han nærmest Putin med krig; han aflyste dele af det republikanske konvent på grund af en orkan, han valgte en vicepræsidentkandidat, som et flertal af vælgerne finder ukvalificeret, og nu afbryder han så pludselig sin kampagne og vil udsætte TV-debatten, et initiativ, som på flere demokratiske blogs i går gav ham tilnavnet »Chicken McCain,« og som Obama nægter at være med til. Obama ønsker TV-debatten gennemført som aftalt.

»Desperat gimmick«

Den toneangivende kommentator Joe Klein fra Time er ikke imponeret af McCains skaktræk. Det er en »desperat gimmick,« skrev han i går, og der er kun én forklaring – nemlig at meningsmålingerne ikke arter sig vel for McCain, mente han. Den ligeledes uafhængige Ben Smith fra Politico mener også, at McCains kerer sig mere om »meningsmålingskrisen end finanskrisen,« og hvis det ender med at blive overskriften over McCains initiativ – desperat, politisk, utilregnelig – så har valgkampen nået sit helt afgørende punkt.

Så spillede McCain højt på økonomien – og tabte.

Akkurat som Elizabeth Torres.