De amerikanske TV-komikere er tilbage, og det kan vende op og ned på præsidentvalgkampen. Ikke kun fordi de unge seere får deres nyheder der, men også fordi de skaber et ekkokammer for fejl, fortalelser og fordomme og gør kandidaterne én-dimensionelle.

Af Poul Høi, hoi@berlingske.dk
Søndag den 6. januar 2008, 22:30

Nu er det for sent. De amerikanske politikere havde otte uger til at fjumre rundt i – få alle fejltagelserne ud af systemet og gøre det nogenlunde gratis – men ikke længere. De tider er forbi.

For den amerikanske valgkamp ændrede sig i sidste uge.

Nå, ja, der var partiafstemningen i Iowa, Barack Obama og Mike Huckabees sejre, og der var de fortsatte op- og nedture i meningsmålingerne, men det var måske ikke de vigtigste begivenheder.

Den vigtigste begivenhed var TV-komikernes tilbagevenden til deres gebet. Dave Letterman, Jay Leno og Conan O’Brien returnerede til skærmen onsdag aften, Jon Stewart og Stephen Colbert returnerer i aften, og dermed er nogle af de afgørende brikker i det store politiske spil atter på plads.

Det tog da heller ikke mange minutter for de to størrelser at finde hinanden igen. Da Letterman vendte tilbage, blev hans show åbnet med et video-klip med Hillary Clinton. »Dave har været væk fra æteren i otte lange uger på grund af manuskriptforfatternes strejke. I aften vender han tilbage. Tja, alt godt får jo en ende...«

Og hos Jay Leno var hovedgæsten den republikanske kandidat Mike Huckabee, som i 16 minutter fik lov til at menneskeliggøre sig selv og spille elementære bas-riffs.

Som TV-kritikeren David Zurawik bagefter konstaterede – at hvis Huckabee klarer sig bedre end forventet i Iowa, så kan han formentlig takke Jay Leno.

»Det er dybt bekymrende, at Leno og TV-selskabet NBC tillader sig selv at blive brugt på en sådan måde aftenen før så vigtig en politisk begivenhed,« skrev han.

Symbiosen politik/komik
Måske er det bekymrende, men formentlig ikke mere bekymrende end Bill Clinton, som spillede saxofon på et tilsvarende show, og ikke mere bekymrende end Bob Dole, som erklærede sit kandidatur hos Letterman, og under alle omstændigheder er det den nye virkelighed – symbiosen mellem politik og komikerne.

Så vigtig er symbiosen, at professor Robert Johnson, Syracuse University, har givet den et navn: Den femte statsmagt.

»Komedie er blevet en modvægt til journalistik på samme måde, som journalistik er en modvægt til regeringen. Journalistik bliver ofte kaldt den fjerde statsmagt, og det må gøre komedie til den femte statsmagt,« siger han til TV-selskabet MSNBC.

Den gamle skole af journalister og mediemennesker vil formentlig kløjs i pibesovsen, når de hører seriøse nyheder og komedie blive ligestillet, men tallene viser tendensen.

21 procent af alle unge amerikanske seere siger, at de får hovedparten af nyhederne om valgkampen fra TV-komikerne, halvdelen af de unge seere siger, at de somme tider henter deres nyheder om valgkampen der.

Ikke uden grund kaldte New York Times i forrige måned komikerne for »hofnarrene – de nye nyhedsværter«, og ikke uden grund kørte magasinet Rolling Stone et cover med Jon Stewart og Stephen Colbert og rubrikken »Amerikas nyhedsværter«.

Under valgkampen i 2004 havde Jon Stewarts »The Daily Show« flere mandlige seere i alderen 18 til 34 år end alle samtidige nyhedsshow på kabel-TV.

»Vælgere under 30 år nævner TV-komikere lige så hyppigt som de nævner TV-aviser og dagblade, når de skal identificere deres politiske nyhedskilder,« skrev tænketanken Pew i en rapport efter 2004-valget.

Fejl forstærkes
Men TV-komikernes største politiske gennemslagskraft ligger formentlig ikke i antallet af seere eller i demografien af seerne.

Deres gennemslagskraft ligger i deres rolle som ekko-kammer. At tage en fejl, en fortalelse, en fordom, og gøre den til en etableret sandhed.

Jay Leno fortæller stadigvæk vittigheder om Bill Clintons utroskab, og han fremstiller stadig Clinton som et spejdende øje, og det er med til at holde en gammel historie i den folkelige bevidsthed; vi ved også, at Fred Thompson er smådoven og pigeglad, vi ved, at Mitt Romney har flere meninger end dage i året, vi ved, at John Edwards er forfængelig som en teenagepige, vi ved, at Rudy Giuliani har flere skilsmisser end Romney har meninger, og vi ved, at Barack Obama har svært ved at formulere en klar mening, og vi ved det alt sammen først og fremmest fra TV-komikerne. Komedie skal være endimensionelt for at virke, og TV-komikerne gør dermed også deres ofre til én-dimensionelle.

»Derfor har de seneste otte uger været et godt tidspunkt for politikerne at fejle,« siger online-komikeren Andy Borowitz til MSNBC, og han nævner en række eksempler på begivenheder, som TV-komikerne kunne have fået uendelig meget sendetid ud af:



Afsløringen af Rudy Giulianis elskovsbesøg hos Judith Nathan, alt sammen på skatteydernes regning og med livvagter på slæb.

Samme Giulianis nære forhold til sin skandaliserede politichef og politichefens kriminelle venner.

Oprah Winfreys kampagne for Barack Obama.

Mike Huckabee, som hævder, at mormonerne tror, at Jesus og djævelen er brødre.

Hillary Clintons stab, som kom for skade at hævde, at Barack Obama havde et let forhold til stoffer.

»Der er uger og flere uger af vittigheder alene i Giuliani-skandalerne,« siger redaktør Daniel Kurtzman. »Skandalerne kom frem uanset strejken, og vælgerne hørte om dem, men det ville have været så meget værre for ham, hvis TV-komikerne havde været i luften.«

De store, kendte navne kan i det hele taget glæde sig mere over strejken end de mindre kendte navne, fremgår det af en ny rapport fra tænketanken Center for Media and Public Affairs. I de første ti måneder af 2007 fortalte TV-komikerne 383 vittigheder om de demokratiske præsidentkandidater og 312 om de republikanske ditto, og hovedparten af vittighederne ramte de fremtrædende navne. Hillary Clinton blev således ramt af 186 vittigheder, næsten lige så meget som resten af det demokratiske felt til sammen. Vittighederne gik på hendes tøj, hendes føren sig som en isdronning og hendes ægteskab, skriver New York Times.

Appel til unge mænd
Men er TV-komikernes spillen med i valgkampen godt eller skidt? Er det til gavn for demokratiet eller det modsatte?

Hidtil har forskere ment, at komikerne havde en positiv effekt. Ikke mindst fordi de fik fat i en demografisk gruppe, som både aviser og TV har ualmindelig svært ved at få fat i – unge og især unge mænd.

Førnævnte Robert Thompson mener således, at komikerne kan vække en politisk interesse, som kan føre til mere seriøse nyhedskilder.

»Jeg fik min politiske interesse vakt som 15-årig – og det var gennem magasinet Mad og komikerne hos Saturday Night Live,« siger han.

Andre er mere skeptiske, også og overraskende nok en tidligere TV-komiker. Bill Maher har sagt til radionetværket NPR, at de unge kommer for let til deres meninger ved at se TV-komikere: »Folk vil have en mening, men de vil ikke gøre arbejdet for at få en. I stedet annammer de bare Jay Lenos meninger eller Jon Stewarts meninger eller hvad de anser for at være deres meninger, og det er et incestuøst forhold, for komikerne får i forvejen deres meninger fra, hvad de anser for at være folkets meninger.«

En ny rapport gennemhuller da også myten om, at medie-eksplosionen har højnet den generelle politiske viden. Pew Research Center fastslår, at amerikanerne ved akkurat det samme i dag om politik, som de gjorde for 20 år siden, og det på trods af, at der i de mellemliggende år er kommet 24-timers nyhedsudsendelser på TV, internet, blogs og de politiske komedieshows.

»Undersøgelsen bekræfter, at de ændrede nyhedsformater ikke har den store indflydelse på hvor meget, offentligheden ved om nationale og internationale anliggender,« hedder det i konklusionen.

Snarere end at gøre end dyd af nødvendigheden – at forsøge at gøre TV-komikernes rolle i valgkampen til et stort demokratisk skridt fremad – bør man se det som et udtryk for en mere generel tendens, siger professor John Orman til MSNBC. »Underholdning og journalistik er blandet godt og grundigt sammen. Den måde, som vi har dækket politik på over de seneste 15 år, har ændret sig radikalt. Vi dækker politik som underholdning.«

»Tidligere var politik noget for sig, noget højt og ædelt og alvorligt, mens underholdning var film, TV-serier og den slags. I dag er politik en del af det popkulturelle system i Amerika. Popkulturen har spist politik.«

Komikerne er tilbage, og hver aften – med millioner af amerikanske seere – spiser de politikerne.

Velbekomme.