Den republikanske støjmaskine fik Al Gore til at fremstå som et nørdet fæ og John Kerry som en flip-flopper. Men denne gang har Fox News ikke sat dagsordenen, og når historien om valget i 2008 skal skrives, vil det være en af hovedgrundene til, at det gik, som det gik.

Af Poul Høi, hoi@berlingske.dk
Mandag den 3. november 2008, 21:46

SANTA FE: Hvor er støjmaskinen blevet af?

Hvor er den republikanske evne til – gennem højtråbende radio- og TV-værter – at sætte dagsordenen blevet af?

Tilsyneladende pist-væk, og når historien om præsidentvalget i 2008 skal skrives, vil det formentlig blive en af de tungtvejende grunde til, at det gik som det gik.

Ved valgene i 2000 og 2004 spillede republikanske kommentatorer som Bill O’Reilly, Rush Limbaugh, Sean Hannity og Matt Drudge en nøglerolle. Uden dem var Al Gore aldrig kommet til at fremstå som en uvederhæftig opfinder af internettet og førsteelsker fra »Love Story«; uden dem var John Kerry aldrig blevet en halvfransk vendekåbe, som snød sig til sine tapperhedsmedaljer. For medlemmerne af støjmaskinen sendte ikke blot de mange påstande i omløb, de sørgede også for, at de blev en del af den store diskussion.

Medierne refererede f.eks. Limbaugh eller Hannity for at sige, at John Kerry havde snydt sig til sine medaljer, Kerry eller en af hans talsmænd benægtede det, og så fik ordene lov til at stå der, påstand mod påstand, som om det ene synspunkt var lige så gyldigt som det andet. Medierne gik ikke ind og sagde, at Limbaughs påstand var grebet ud af den blå luft; det blev – som medieforskere kaldte fænomenet – blot til »han-siger mod han-siger«.

Og hvis nogle medier gik uden for fænomenet, fik de selv en tur i støjmaskinen og blev beskyldt for at være venstreorienterede medløbere.

Det var et fænomen, som var institutionaliseret i Washington, og som talte nogle af de allerstørste navne – folk som ABCs politiske redaktør Mark Halperin, Washington Posts David Broder, Newsweeks Howard Fineman, nyhedsbureauet APs Ron Fournier, CNNs Wolf Blitzer, de mest indflydelsesrige i de politiske saloner enten talte for eller praktiserede »han-siger mod han-siger« og legitimiserede dermed støjmaskinens mere eller mindre ædruelige påstande.

»Drudge regerer vores verden,« sagde Halperin eksempelvis i 2006 om Matt Drudge, internetfaldbyderen af ofte ganske outrerede republikanske synspunkter og historier, og APs Ron Fournier var på så god fod med Bushs spindoktor Karl Rove, at han på et tidspunkt e-mailede ham og opfordrede ham til at »fortsætte den gode kamp«.

Men hvad har ændret sig?

Præsidentvalgkampen i 2008 har budt på tre væsentlige ændringer:

* For det første har Demokraterne fået deres egen støjmaskine, der er fuldt på højde med Republikanernes. Ja, Fox News har stadig den bedste sendetid plastret til med konservative megafoner, men nyhedskanalen MSNBC har tilsvarende plastret sin bedste sendetid til med ikke-konservative megafoner, folk som Keith Olbermann og Rachel Maddow, og hvor Fox News hidtil har regeret i seermålingerne, vinder MSNBC nu rutinemæssigt blandt den mest eftertragtede seergruppe, de 18 til 49-årige.

* For det andet er de store amerikanske medier gået væk fra »han-siger mod han-siger« modellen, ikke mindst fordi modellen spillede fallit i dækningen af debatten op til invasionen i Irak. Blandt andet Washington Post og New York Times har siden offentliggjort mea culpae, hvor de beklager ikke at have været kritiske nok i dækningen.

* For det tredje er de amerikanske vælgere også selv blevet mere kritiske i deres udvælgelse af kilder. 32 procent af amerikanerne siger nu, at de finder deres politiske nyheder på internettet, og blandt de yngste vælgere – 18 til 29 år – er tallet 49 procent, viser en ny undersøgelse fra Pew Research. Undersøgelsen viser også en tydelig segmentering af TV-seerne: De republikanske seere vælger Fox News, mens de demokratiske seere vælger MSNBC eller – i mindre grad – CNN.

Ingen af de tre ændringer skulle per definition gavne Barack Obama. At Demokraterne får deres egne TV-kommentatorer, at medierne gør deres arbejde og forholder sig kritisk til påstande, og at vælgerne også er blevet mere kritiske i deres medievalg skulle ikke som sådan være en fordel for demokraterne.

Men ændringerne har haft den effekt, at de druknede den republikanske støjmaskine – eller blot gjorde den til en af mange elementer i valgkampen.

Tag weekendens sidste-øjebliks historie om, at Obamas halvtante boede ulovligt i USA. Historien blev angiveligt lækket fra en regeringskilde til Times i London, derfra gik den direkte til Matt Drudge, og fra Matt Drudge til Fox News, og normalt ville den så have eksploderet i det store mediebillede. Men i stedet skød den demokratiske støjmaskine igen; websites som Daily Kos harmede over, at en Bush-regeringskilde lækkede følsomme personinformationer, andre kom efter Drudge og Fox News, og medierne undersøgte, om Obama kendte halvtanten eller havde været involeret i sagen, og til sidst endte eksplosionen som en våd kineser.

Tilsvarende har andre republikanske historier, som Obamas påståede forbindelse til terroristen Bill Ayers eller hans forbindelse til en påstået antisemitisk palæstinensisk professor, heller ikke fået bundtræk. Modparten har skudt igen, medierne har undersøgt påstandene og skrevet, at der ikke var meget i dem, og vælgerne har valgt det medie, som repræsenterede deres grundholdning – »i den bedste journalistiske tradition har vælgerne valgt det medie, som gjorde dem glade; som underbyggede deres synspunkter,« som professor Richard Wald har sagt til New York Times – og denne gang har vælgerne haft et medievalg.

Den sidste pind til ligkisten kom i sidste uge. Mark Halperin, den ultimative insider, salon-tonen selv, konstaterede lakonisk, at »Matt Drudge forekommer mere og mere irrelevant«.

Og dermed er den republikanske støjmaskinens storhedstid forbi.