Portræt: Først var han Trumps værste mareridt. Nu er han præsidentens redningsmand

Mens Donald Trump gerne praler af sin rigdom, bærer Robert Mueller ydmygt et Casio-ur til 35 dollar. Mens Trump er udfarende på Twitter, udtaler Mueller sig stort set aldrig. Og mens Trump er kendt for ikke at have tålmodighed nok til at læse briefinger, så er Mueller kendt for at læse alt grundigt igennem .

Faktisk er det svært at finde to personer, der er mere forskellige end præsidenten og den særlige undersøger, som Trump indtil for nylig kontinuerligt anklagede for at drive »heksejagt«. Og det på grund af Muellers undersøgelse af et muligt aftalt spil mellem Rusland og Trumps valgkampagne i 2016, som Mueller i virkeligheden endte med at frikende Trump for. Og lad os blot fortsætte:

Mens Trump kneb sig uden om militærtjeneste i Vietnamkrigen, er Mueller en krigshelt, der blev såret i Vietnam.

Mens Trump deler folk, er Mueller så bredt respekteret, at Senatet tilbage i 2011 med stemmerne 100-0 stemte for at ændre en lov, så han udover sine allerede 10 år som FBI-direktør kunne fortsætte på posten i yderligere to år.

Og mens Trump er kendt for at omgå sandheden med en vis lethed, så er Mueller – som i årevis har været medlem af præsidentens republikanske parti – kendt for som efterforsker at være ærlig, retskaffen og upartisk.

En mand, som samtidig har gjort alt for at undgå at få sin nyligt afsluttede undersøgelse kompromitteret gennem læk og politiseren og derfor omgående fjernede en efterforsker fra sit hold, da der blev stillet spørgsmål ved dennes uafhængighed.

Integritet er som vævet ind i stoffet på Muellers nålestribede Brooks Brothers-jakkesæt, siger Garrett Graff, forfatter til bogen »The Threat Matrix: Inside Robert Mueller's FBI and The War on Global Terror«, til britiske The Guardian.

»Han er blandt Amerikas mest retskafne, meget lige-efter-bogen, meget professionel,« siger Garrett Graff.

»Han er nok den eneste person i Washington, som du aldrig kan beskylde for at have en partisk dagsorden – han har altid haft et meget stærkt moralsk indre kompas.«

Artiklen fortsætter under billedet.

74-årige Mueller blev ligesom den to år yngre Trump født ind i en verden af penge og privilegier i New York. Som søn af en direktør for industrikonglomeratet DuPont gik Mueller - som Trump - på de fineste og dyreste privatskoler. Begge var de som unge blandt de bedste sportsfolk på deres skoler.

Men med Vietnamkrigen tog deres veje i livet på skelsættende vis to forskellige retninger.

Til trods for at Donald Trump i 1960erne var en toptrænet sportsmand under sin tid på et eliteakademi, undgik han gennem fem udsættelser at blive sendt i krig. Blandt andet ved at påberåbe sig sygdommen hælspore – noget, som hans tidligere advokat Michael Cohen under en høring har antydet var et fupnummer for at slippe for udsendelse. I stedet jagtede Trump en karriere som byggematador med penge fra sin far.

Robert Mueller var derimod opsat på at gøre militærtjeneste for sit land - ligesom hans far, der under Anden Verdenskrig var kaptajn på et krigsskib, der jagtede ubåde.

Ikke blot meldte Robert Mueller sig frivilligt; han ventede et år for at et skadet knæ kunne nå at hele, så han kunne gøre tjeneste. I 1967 – lige før Trump fik lægelig udsættelse på grund af hælspore – begyndte Mueller på officersskole.

Efter at være blevet uddannet på Princeton University og New York University landede Robert Mueller 24 år gammel i Vietnam i 1968, der var det blodigste år i krigen med 16.592 faldne amerikanske soldater – godt 30 procent af de amerikanske dødsfald i løbet af krigen.

De fantastiske bastarder

Garrett Graff skrev sidste år den hidtil ufortalte historie om Robert Muellers udsendelse til Vietnam i magasinet Wired ved at interviewe 140 tidligere medlemmer af hans enhed med øgenavnet »De Fantastiske Bastarder«.

De fortæller i artiklen om en løjtnant, der aftvang sig respekt, altid holdt hovedet koldt, og som var en leder, de ville »gå igennem ild og vand for«.

På et tidspunkt var Mueller i nærkamp i endnu et voldsomt slag i den vietnamesiske jungle. Adrenalinen pumpede gennem hans blod med et sådan kraft, at han ikke opdagede, at han var ramt.

Først da han på et tidspunkt så ned ad sig selv, opdagede han, at en skudsalve fra en AK-47 var gået lige igennem hans lår.

I hærens ros af Muellers indsats hed det, at selvom han var »alvorligt såret«, så »fastholdt han resolut sin stilling og ledede sin enheds ildkamp«, og at det »medvirkede til sejren over den nordvietnamesiske hærstyrke«.

Mueller blev med helikopter fragtet ud af junglen i en slynge.

Han fik senere en medalje for sin indsats.

»Jeg anser mig selv som utroligt heldig i at været kommet ud af Vietnam i live,« sagde han i en senere tale ifølge Wired. »Der var mange – mange – som ikke gjorde. Og måske er det, fordi jeg overlevede Vietnam, at jeg altid har følt det som en pligt at yde mit.«

Til Garrett Graff har han også tidligere fortalt, at Vietnamkrigen gav ham en disciplin, der har drevet ham siden.

»Jeg reder min seng og har altid barberet mig, selv i junglen i Vietnam. Med disciplin sætter du penge i banken.«

Ifølge CNN praktiserer han også ved en årligt tilbagevendende fest i sit hjem stadig noget, der med militær disciplin fortæller gæsterne, at festen er slut: Han slukker og tænder flere gange i træk for lyset.

Efter Vietnamkrigen uddannede han sig til jurist ved University of Virginia, blev offentlig anklager i 1976 og arbejdede sig op til at blive chef for kriminalafdelingen i Justitsministeriet.

Han fik ansvar for nogle af de seneste årtiers mest profilerede sager, herunder retsforfølgelsen af Panamas diktator Manuel Noriega. Men det, der påvirkede ham mest, var efterforskningen af terrorbomben 21. december 1988 mod et Pan Am-fly over Lockerbie i Skotland.

Flyet havde kurs mod Detroit, og langt de fleste af de 243 dræbte passagerer var amerikanere.

»Det var en meget personlig og afgørende undersøgelse i hans karriere,« har Lisa Monaco, der var Muellers stabschef i hans tid som FBI-direktør, sagt til CNN.

»Det er noget, der stadig sidder i ham, Han blev meget påvirket af at se vragresterne af dette fly, hvor passagernes julegaver til deres familier lå spredt ud over det hele.«

I flere år efter deltog Mueller i al ubemærkethed ved de efterladtes årlige mindebegivenhed og trøstede dem, som han var kommet til at kende.

Da Skotland i 2009 meddelte, at man ville løslade den libyske terrorist Abdelbaset al-Megrahi, der var idømt livstid for terrorbomben, blev Mueller rasende. Skotterne løslod al-Megrahi før tid af humanitære årsager, da han havde fået prostatakræft.

Mueller skrev oprørt et brev til de skotske myndigheder, da han opfattede løsladelsen som et tydeligt brud på al retfærdighed.

»Jeres handling er en hån mod de sørgende familier, der har mistet deres nærmeste,« skrev han.

Muellers reaktion blev set som helt usædvanlig for en mand, der normalt holder sine følelser for sig selv.

Hans årtier lange karriere i FBI og justitsministeriet blev kun afbrudt to gange, hvor han arbejdede som forsvarer for advokatfirmaer.

Men trods langt højere løn i den private sektor vendte han hver gang hurtigt tilbage til posten som offentlig anklager, og ifølge Graff er forklaringen enkel: Muellers retfærdighedssans gjorde, at han ikke kunne holde ud at forsvare skyldige.

»Han mødtes med klienter, som fortalte, hvad deres problem var, hvorefter han ville sige ´Nå, det lyder som om, du burde komme i fængsel´,« har Graff forklaret. »Der er ikke mange grå nuancer i Muellers verdenssyn.«

Men det var netop hans verdenssyn og upartiskhed, der gjorde, at daværende præsident George W. Bush nominerede ham til stillingen FBI-direktør i 2001 med en bemærkning om, at FBI »må forblive fri af politik og ukompromitteret i sin mission«.

Mueller begyndte som FBI-direktør få dage før terrorangrebene 11. september 2001 og blev dermed kastet ud i at forvandle FBI fra en indenlandsk efterretningstjeneste til en internationalt funderet tjeneste, hvis primære mål var at forhindre nye angreb på USA.

Da Barack Obama kom til magten i 2009, overtog han med glæde Robert Mueller som FBI-direktør, selv om denne oprindeligt var udpeget af en republikaner. Donald Trump har dog kaldt Mueller for en »skamplet på vores nation«  - men det var før, at Mueller frikendte ham ham for aftalt spil med Rusland.

Selv om Mueller i brede kredse regnes for at være USAs dygtigste anklager, har han indrømmet at have begået fejl.

I 2015 sagde han i et interview, at han i sin tid som FBI-direktør var for dårlig til at uddelegere ansvar og i for høj grad havde topstyret tjenestens antiterror-operationer.

Efter han blev udpeget som særlig undersøger i 2017, er hans gode ven gennem 30 år, William Barr, blevet udnævnt til justitsminister. Deres koner har været i bibelgruppe sammen, og Mueller har deltaget i to af Barrs døtres bryllupper.

Barr er nu Muellers overordnede, og det er ham som justitsminister, der i første omgang kun skrev et fire siders resumé af Muellers rapport til Kongressen og nu offentliggør langt mere efter at have sikret sig overstregninger af passager af oplysninger, der kan kompromittere de amerikanske efterretningstjenesters arbejde og kilder.

Under alle sine 22 måneder som særlig undersøger har Mueller med stor fornemmelse for det giftige politiske klima i Washington holdt lav profil.

Mueller holdt i perioden kun én offentlig tale i maj 2017, få dage efter sin udnævnelse, da han holdt en dimissionstale på Tabor-akademiet, hvor hans barnebarn var blandt de studerende.

»Man kan være klog, veltalende og virkelig overbevisende, men hvis du ikke er ærlig, skader det dit omdømme. Og når det først er sket, kan et godt omdømme aldrig genvindes,« sagde han ved den lejlighed.

Mange har siden spekuleret over, om det alene var hans livssyn, han gav udtryk for.

Eller om det også var en stikpille til USAs præsident, der trods sin frifindelse for aftalt spil med Rusland undervejs blandt andet er blevet afsløret i at have skjult, at han under præsidentvalgkampen i 2016 fortsat forsøgte at få russisk tilladelse til at bygge et Trump Tower i Moskva.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.

Kilder: Wall Street Journal, Guardian, CNN, Wired, The Hill, Politico, Washington Post.