Når Lars Løkke Rasmussen formelt indtager posten som Danmarks statsminister, vil der ske et væsentligt skifte - både stilmæssigt og indholdsmæssigt.

Lørdag den 4. april 2009, 15:20

Først og fremmest vil Lars Løkke kunne blive en statsminister i øjenhøjde med danskerne.

Det har været kendetegnende for Anders Fogh Rasmussens sidste tid som regeringschef, at han mest har befundet sig i de højere luftlag og på de bonede gulve. En kritik, som han ironisk nok selv rettede mod tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen tilbage i valgkampen i 2001, en valgkamp, som resulterede i den historiske valgsejr til Venstre og dannelsen af den bomstærke VKO-alliance.

Med Løkke ved roret vil danskerne få en statsminister, som vil rette blikket mod de mere nære problemer, men som samtidig har kapacitet til at finde svar på de udfordringer, som Danmark møder i en global verden.

Et godt gæt er, at Løkke vil være langt mere optaget af at få styr på problemerne med bandekriminalitet og manglende integration af unge med indvandrerbaggrund i landets større byer. Han vil stille skarpt på problemerne i sundhedsvæsen og ældrepleje. Og han vil være optaget af at udforme en arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik, som dæmper de barske konsekvenser af den globale økonomiske krise.

Styringen af økonomien bliver prioritet nummer ét for Løkke.

Modsat vil der være færre højstemte taler om klimaet, som Fogh var tæt på at gøre til sit omdrejningspunkt i sin sidste tid som regeringschef. Løkke vil på ingen måde negligere de store udfordringer, som de menneskeskabte klimaændringer medfører, men han vil ikke overspille sin rolle som vært ved FN’s Klimatopmøde i København. Og han vil næppe heller se det som sin store opgave at skulle leve op til Foghs – kuldkastede – ambition om at fjerne de danske EU-forbehold ved først givne lejlighed.

Med sin tilgang vil Løkke kunne gendanne den stærke alliance mellem V, K og DF, hvilket er en afgørende forudsætning for at kunne vinde et kommende valg.

Selv om Løkke længe har været stillet i en umulig situation på grund af Foghs ønske om at blive NATO-generalsekretær, har han forberedt sig på den nye opgave som statsminister.

Meget lidt er sluppet ud om denne proces, som er foregået i dybeste hemmelighed, men der har været møder mellem Løkke og vicestatsminister Lene Espersen, og der har været møder med DF-ledelsen, hvor man har afstemt forventningerne til den kommende tid. I det forløb har Lars Løkke haft Claus Hjort Frederiksen som en af sine nærmeste rådgivere og støtter.

Der er tegnet skitser til et nyt regeringsdokument, hvor politiske nøgleområder er tegnet op. Derudover har Løkke været igennem overvejelser om, hvor vidt det vil være klogt at gennemføre en større eller mindre regeringsrokade.

Med velfærdsminister Karen Jespersens overraskende afgang har han fået flere muligheder for at ændre på holdet, men alt tyder på, at han vil foretrække en mindre rokade i første omgang. Senere vil han gennemføre et større generationsskifte, hvor Venstres unge profiler skal føres helt frem i forreste række - i tilpas tid før næste folketingsvalg.

Her og nu vil Løkke selv stjæle opmærksomheden, og det ved han. Hans bestræbelse går derfor på at bevise over for danskerne, at han er bedre end sit rygte. I den forbindelse kan det vise sig at være en fordel, at han er groft undervurderet, for faktum er, at de færreste politikere fra hans egen generation kan matche ham i indsigt, kompetence, politisk håndværk og slagkraft. At opgaven foran ham er enorm, er åbenlyst. Og det er lige så klart, at oppositionen ikke møder ham med klapsalver, men med kanon-ild. Set i det perspektiv har de seneste døgn været ren anskuelighedsundervisning i, hvad Løkke kommer til at stå overfor:

I første omgang skal Løkke kritiseres for at være kommet til magten på uærlig vis. Selv om flere socialdemokratiske ledere i historiens løb er kommet til magten uden et forudgående folketingsvalg, vil S-ledelsen sammen med SF og de Radikale anklage Løkke for at indtage Statsministeriet uden at have et folkeligt mandat i ryggen.

I næste omgang vil oppositionen udpege Løkke som chefarkitekten bag skattereformen, som ifølge Thorning, Søvndal og Vestager øger uligheden. De vil også stille skarpt på sundhedspolitikken og fokusere på privathospitalernes indtog og brugen af sundhedsforsikringer, som i oppositionens optik deler danskerne op i A- og B-patienter og undergraver princippet om den lige og frie adgang til behandling.

Thorning, Søvndal og Vestager vil kort sagt tegne et billede af Løkke som stålsat ideolog. Han skal bevise, at han kan være en statsminister i øjenhøjde med danskerne.

• Web-tv: Voxpop: Vi vil ikke have Løkke