Perversitet og magtmisbrug

Sex, vold og magtmisbrug har frit spil i Signas »Salò«, hvor publikum træder ind i lysternes mørke hule på Østerbro.

Vagten – et symbol på kropslig og seksuel undertrykkelse. Fold sammen
Læs mere

Menneskelige ydmygelser, magtudskejelser og perversiteter er omdrejningspunktet for performancegruppen Signas nye forestilling »Salò«, der frit fortolker Pasolinis kontroversielle film fra 1975. Som altid, når Signa er på spil, træder man ind i en gådefuld, iscenesat teaterinstallation, hvor publikum kan gå rundt og snakke med de medvirkende performere, og hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed er ophævet i den interaktive dramaturgi.

Denne gang er rammen en gammel herskabsvilla på Østerbro, der til lejligheden er blevet yderst gennemført indrettet med lysekroner, mønstrede tapeter og brokadegardiner i stuerne, bordellignende boudoirer på første sal og orgie- og torturrum i kælderen. Alt er hierarkisk inddelt i den lummert lugtende Villa Salò, hvor de fire mandlige Masters er de øverste herskere sammen med deres tjenende Madams, som har opfostret stedets purunge piger og drenge, der som krybende hunde står til rådighed for både Masters og de væbnede vagters seksuelle misbrug og voldelige udskejelser.

Pædofil biskop

Uhyggeligt er bl.a. mødet med den pædofile biskop og Master alias Johannes Köhler, der med skamløst smil på læben fremviser sin samling af børnetrusser og drengefotos og løfter sløret for sine finansielle interesser. Et stærkt og overbevisende rollespil ligesom hos de øvrige Masters og Madams inklusive iscenesætterne af »Salò«, Signa & Arthur Köstler samt Thomas Bo Nilsson.

Forestillingens ærinde er selvfølgelig ligesom Pasolinis film at skildre magtens perversitet og grusomhed, den kropslige og seksuelle undertrykkelse og kommercialisering samt offentlighedens passivitet og stiltiende accept af ondskaben omkring os. I hvor høj grad Signas »Salò« trænger igennem med sit budskab afhænger både af tidspunktet, man aflægger besøg i Villa Salò, og hvor meget man selv går i dialog med de i alt 32 medvirkende.

Fredag aften var der masser af publikum og aktivitet i hele villaen, og man behøvede knapt at kradse i overfladen for at blive konfronteret med uhyrligheder og magtudøvelse på alle niveauer samt de misbrugtes deprimerende udsigter til mønsterbrydning.