Der er altid noget i vejen, når familien skal i skoven
En forestilling som »Manon Lescaut« skal ku være overalt. Ikke bare i de klassiske kulisser på Kongens Nytorv om halvanden uge - men også på nye scener i Odense, Albertslund, Esbjerg med videre.
Og dét har selvfølgelig sin pris: Den Jyske Opera må koge Puccinis gennembrudsværk ind til benet. Man får et af historiens største elskovseventyr på noget nær nul kvadratmeter.
»Manon Lescaut« en af fransk litteraturs klassiske kvindeskæbner. Et eventyr om den unge piges behov for studenten Des Grieuxs kærlighed og rigmanden Gerontes penge, om hendes fængsling og flugt og død ovre i det amerikanske.
Puccini gjorde eventyret til opera i 1893 og blev klodekendt natten over. Selv om han skulle tjene endnu mere på mesterstykker som »La bohème« og »Tosca«, så er historien om Manon på en vis måde stadig hans bedste. For man husker den ikke for nogen bestemt ørehænger. Man husker den for noget abstrakt, for sin helhed, for sig selv.
Til den store side
Den Jyske Operas flytbare version er nu heller ikke så lille endda. Sangerne ligger bare til den store side. Victoria Nava som hende og Dominic Natoli som ham ku næsten ha fyldt scenen alene. At de også ku ha spillet deres egne forældre, gør ikke den ufrivillige komik mindre.
Resten er til gengæld naturalistisk i næsten overdreven grad.
Samtlige kostumer lægger sig for eksempel tæt op ad trenden i de dage: Broderen ligner til forveksling en russisk zar, rigmanden en norsk dramatiker, balletmesteren en klassisk bøsse og så fremdeles. Nogen rød tråd findes vist ikke.
Men igen Kærlighed gør blind og er selv blind. Og det hele skal jo kunne pakkes sammen og køres videre. Så man affinder sig ligesom med det hele.
Der kommer også pile opad efterhånden. Allerede tredje akt på Le Havres havnekaj er flot holdt i fattigdommens grå toner af uld og vadmel. Kun kaptajnen skal selvfølgelig ligne ham fra Titanic til forveksling.
At verden uden for ses som stumfilm på bagvæggen, er heller ikke så tosset endda. Som når heltinden ankommer med postvogn eller skibet mod det velsignede vesten lægger til. Enkelt og effektivt!
Og sidste akt går faktisk rent ind. Fordi det hele omsider holdes lidt enkelt. Fordi man får færre uniformer og flere symboler.
Det veksler en del
Sang og musik? Begge dele vil veksle en del i spilleperioden: Der er både to hold stemmer og skiftende orkestre i gang.
Men når Nava og Natoli står på scenen, lyder det fint nok - om end man har hørt mere smagfulde foredrag. Især parrets store elskovsduetter fylder ørerne flot. At de skal besynge hinanden siddende ved et lillebitte bord, er jo ikke deres skyld.
Så jo: Ens hjerte svulmer måske kun halvt gennem de tre timer. Læberne hæver sig måske kun til et halvt smil. Men den lille Manons store valg mellem penge og kærlighed er stadig dybt vedkommende.
Og hvilken musik
