Kan det gøres bedre? Kan det blive flottere? Det Ny Teater kunne løfte opgaven. Omsætte det seneste tiårs største Broadway-succes "Wicked" til sin egen, danske version og slippe levnende fra det.
Ja, mere end det, for det er, som om teatret sætter hele sin sammensparede erfaring, hele sin topprofessionelle kunnen ind på at forløse den hundesvære musical i en enorm kraftanstrengelse. Øvelsen lykkes til fulde. Så meget desto mere lykkeligt, når man betænker, at "Wicked", udefra betragtet, er " lidt af en satsning for teatret.
Har danskerne nu også det samme inderlige forhold til den baggrundshistorie, som musicalen elegant lægger sig op af og bliver en "voksen" filosoferen over, Frank L. Baums børnebogsklassiker "Troldmanden fra Oz", der siden resulterede i den mindst ligeså berømte farvefilm med en purung Judy Garland i hovedrollen?
Historien udspiller sig i tiden inden Dorothy indfinder sig i tryllelandet Oz og redder indbyggerne fra den onde, grønne heks.
Sidstnævnte er i stedet gjort til hovedperson – en ganske almindelig ung pige, der blot er født grøn og viser sig at have magiske evner. På sin Harry Potter-agtige trylleskole udvikler mobbeofret et venskab med sin modsætning, den populære barbiedukke Galinda, som siden skal blive den gode glimmerheks.
Vores grønne veninde bliver til gengæld af omstændighederne gjort til den onde, forfulgte syndebuk, hvis gode gerninger ikke nødvendigvis resulterer i det, hun tror. Som sådan er substansen i "Wicked" en temmelig tænksom og dyster refleksion over venskab, godt og ondt, gode viljer, der lider skibbrud og ansvar, der må leves op til.
Den lidt omstændelige og lidt for lange historie er samtidig musicalens største hæmsko, som altså heller ikke hjælpes af et dansk teaterpublikums manglende forudsætninger. Omend det på ingen måde er et krav, kan det kun være en god ide lige at gense "Troldmanden fra Oz" inden teaterturen.
Når det så er sagt: Selve den store musicalmaskine, Lisa Kents iscenesættelse, kører så smidigt som de mange tandhjul i Paul Farnswortshs drønflotte, "industrielle", gotiske dekoration, der er så fabulerende, at den ligefrem må brede sig ud over ud i teatersalen
Det kan simpelt hen ses, hvor mange sparepenge, hvor mange arbejdstimer, der er ofret på den ødsle scenografi, de overdådige og fantastfulde kostumer. Og rollebesætningen kunne ikke være stærkere. I de to hovedroller, som den "onde" og den "gode", er Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Annette Heick alt, hvad de skal være. Må vi omgående bede om, at førstnævntes pas inddrages, før vi mister hende til udlandet? Hun mere end består den store eksamen. De svulmende, krævende ballader i Stephen Schwartz’ lidt hitløse partitur er en tour de force i musicalbeherskelse. Og så er hun blevet en sikker skuespiller, der kan formidle de vekslende følelser i den hårdt plagede heltinde.
Men aftenens store overraskelse er alligevel den relativt uerfarne Annette Heick, den dristigste casting i nyere tids teaterhistorie. Hun ikke alene synger dejligt og ser pragtfuld ud, men forlener sin forkælede blondhed med pragtfuldt pointeret vid. Bravo! Svenske John Martin Bengtsson er en viril førsteelsker. Læg dertil solide karakterkomiske indsatser af Marianne Mortensen, Steen Springborg, Kristian Boland og Kim Himmelsvang Henriksen.
Og så er vi fremme ved enden af regnbuen: "Wicked" bør blive forårets teaterhit for det store publikum.
