Mikael Melbyes idéforladte bud på det stedsegrønne syngespil »Tryllefløjten« er igen kommet op på Det Kgl. Teater, nu med flagrende personinstruktion og en stærkt ujævn besætning. Det er bare ikke godt nok.

Af Søren Kassebeer
Tirsdag den 19. januar 2010, 22:30

»Jeg vidste ikke, at »Tryllefløjten« foregik i Egypten«, sagde den ene publikummer til den anden.»Det vidste jeg heller ikke,« svarede hendes ledsager.

Det gør den heller ikke, skulle vi hilse at sige. Bortset fra, at det gør den alligevel, måske, på en vis måde, i Mikael Melbyes iscenesættelse, som efter syv års pause igen er taget op på Det Kongelige Teater. Egentlig er det også ligegyldigt. For denne anmelders skyld kan man lade »Tryllefløjten« foregå i Kina eller i Skåne eller på Månen, blot der er en pointe, en rød tråd. Det er der ikke i det foreliggende tilfælde. Desværre.

Ikke at vi skal påstå, at »Tryllefløjten« er noget nemt syngespil at sætte op. Kender man Emanuel Schikaneders libretto, forstår man hvorfor. Paminas far, kongen, er død. I Isistemplet vil ypperstepræsten Sarastro forhindre, at kongens enke, Nattens Dronning, tager magten, som måske i stedet skal overdrages prins Tamino, der så gerne vil have den skønne Pamina, og som skal udsættes for prøver, før han kan få konen og tronen. Sideløbende møder vi fuglefængeren Papageno, der også så gerne vil have sig en lille kæreste, og som får sin Papagena til sidst. Hvem der er de gode, og hvem der er de onde, når man grundigt at forvirres af, og der er masser af referencer til frimureri og en del løse ender, men er »Tryllefløjten« en anelse forvrøvlet, så repræsenterer den dog også noget af det mest charmerende vrøvl, kulturhistorien kan opvise - og som sådan er den en udfordring for enhver iscenesætter.

Bare det giver mening...

For et par år siden viste man i Mozart-byen Salzburg en »Tryllefløjten«, hvor temaet var ungdom kontra alderdom, komplet med Sarastro som oldgammel plejehjemsbeboer. Kenneth Branagh floppede i Mozartåret 2006 kommercielt med en filmatisering, hvor »Tryllefløjten« foregår i en skyttegrav under Første Verdenskrig. Man kan gøre så meget, blot det giver en form for mening. Meningen med Melbyes Mozart står hen i det uvisse.

Skønt konciperet i 1998 virker danskerens bud på den stedsegrønne publikumstræffer først og sidst som en uvelkommmen røst fra fortiden. Denne fornemmelse understreges af, at der synges og tales på et dansk, der lyder som radioteatret før krigen, og det hjælper ikke på det hele, at der er knald på farverne i scenografien og kostumerne, som samme Melbye også har stået for. Der er ingen poesi i det visuelle, der - som antydet - dels refererer til Egypten, dels minder om noget fra gamle dages illustrerede børnebøger, og fraværende er også den ægte uhygge, det mørke og det voksne, der kan sætte det barnlige i relief. Den kæmpemæssige slange, der næsten skræmmer livet af Papageno i første akt, er et godmodigt tøjdyr, som ikke kan gøre en kat fortræd. Nattens Dronning kommer højt til vejrs, men fremstår i øvrigt harmløs. Hvis denne forestilling er tænkt som god familieunderholdning, er dens problem, at den - gætter vi på - hverken kan betage et barn eller røre en voksen.

Tre drenge lignede aliens

Og personinstruktionen? Den flagrede på repremiereaftenen hid og did. Opsætningens bedste kort, Lars Møllers kønt syngende Papageno, havde den helt rigtige udstråling af eventyr og uskyld, men som tilskuer var man også nødt til at sluge sådan noget som Sarastro og de andre fra Isistemplet, der talte og gebærdede sig som gamle godsejere i forældede danske spillefilm. Det positive, der i øvrigt er at sige, er, at dirigenten Andreas Stohr kunne sin Mozart, selv om nogle tempovalg kunne diskuteres, at Sine Bundgaard som Pamina sang sødt og henrivende og så ligesådan ud, at de tre damer, i skikkelse af Anne Margrethe Dahl, Hanne Fischer og Susanne Resmark, også var lige i øjet, såvel visuelt som vokalt, og at Susanne Elmark som Nattens Dronning, efter at have været i vanskeligheder i sit første store nummer, tog revanche med perfekt placerede koloraturer, da det igen blev hendes tur. De tre drenge, der fra tid til anden kom svævende, lignede til gengæld aliens og lød kun acceptabelt, Per Høyers Sarastro er ikke rigtig værd at skrive hjem om, og Gert Henning-Jensen, der trådte til i det store parti som Tamino i stedet for sygemeldte Peter Lodahl, gav den hele armen med sit velkendte vibrato, og det var i længden rigtig træls at høre på.

Forleden roste denne anmelder operachef Kasper Holten for hans vellykkede satsning på det begavede regiteater. Mikael Melbyes opsætning af »Tryllefløjten« er undtagelsen, der bekræfter reglen, og den er da heller ikke - skal det retfærdigvis siges - godkendt i Kasper Holtens tid som leder. Vi gætter på, at sparehensyn har gjort, at man har gravet mærkværdigheden frem fra gemmerne. Den burde være blevet, hvor den var.