6 af 6 stjerner

Pianisten fra den storslåede åbning på OL 2008 lagde Tivolis koncertsal ned. Lang Lang spiller omkring hundred tusinde toner på en aften – og ikke én eneste er overflødig, forkert, grim.

Af Søren Schauser
Onsdag den 17. juni 2009, 14:06

August sidste år. OL i Beijing åbner med en storslået ceremoni. Den halve verden oplever Lang Lang spille kinesisk pop.

Lige siden har videoen på YouTube været set, hørt og diskuteret igen og igen. For det kridhvide klaver flytter sig undervejs. Benene ryster helt bogstaveligt under den unge klaverløves hænder…

”Et flygel kan ikke bevæge sig sådan”, hedder det i kommentarerne længere nede. ”Det er ikke et rigtigt instrument. Sikket noget fake.”

Men jo. Tirsdag aften fik et par tusinde Tivoligæster set det ved selvsyn: Lang Lang kan rent faktisk gøre benene under et halvt ton flygel usikre.

Okay da. Kan han andet? En god koncert skal jo også have nærvær, stemning, ordentlig musik...

Svaret er et kæmpestort ja. Lang Lang har alt uden undtagelse. Hans klaveraften i Tivolis stopfulde koncertsal blev en af de bedste i lange tider.

Egentlig ligner han en parodi på klassisk klaverspil: Hans hår er stort og strittet. Hans øjne er lukkede i samfulde to timer – og når han en sjælden gang åbner dem, vender de opad. Sommetider kan man ligefrem se hans hænder dirigere ud i luften.

Men det er ikke spil for galleriet. Hvad han end ser på nethinden bag de lukkede øjne, så nyder han det til sidste sekund. Og vi nyder alle sammen med ham. To tusinde mennesker kan ligesom følge drømmene for hans indre blik.

Hvordan bærer han sig ad? Drengen taler i hvert fald ikke til laveste fællesnævner. Ellers havde han valgt nogle andre værker.

Tværtimod er Schuberts timelange sonate næsten for udfordrende sådan en aften. Han gør den til et studie i det tyste, det indforståede, det fortællende. Og det stille vender tilbage i Debussys præludier. Aldrig har man fået mindre lyd for pengene… Sådan kan Lang Lang altså også lyde! Til gengæld er det tusind forskellige slags tysthed. Hans fuldstændig overmenneskelige kontrol føder hele verdner ud af det rene ingenting.

Og i stykker som sonaten af Bartok eller polonæsen af Chopin får man så alt det rystende, stærke, overvældende. Ingen har nogensinde hørt så mange toner spillet så hurtigt og på samme tid så kraftigt. Alt imens poesien er nøjagtig den samme.

Fantastisk. Han er måske den største klaverkunstner i nyere tid. Man finder nok ingen, der spiller bedre. Var der alligevel stemninger, han ikke kom i nærheden af – stemninger af den simple glæde ved en enkel melodi og dens møde med en anden melodi.

Ja. Det savnede man nok. Men så begyndte ekstranumrene…

Lang Lang, klaver. Schuberts sonate nr.20, Bartoks sonate, syv præludier af Debussy og Chopins op.53. Ekstranumre: En kinesisk folkemelodi og en etude af Chopin. Tivolis koncertsal, tirsdag.