Jon Stephensen har altid ageret utraditionelt i sin karriere: Helt fra han som ung pressemedarbejder på Det Kongelige Teater overraskede alt og alle ved selv at cykle ud med plakater. Han har hele tiden hørt til de smarteste og mest drevne reklamefolk i dansk teater. Og han har ikke været bange for at lufte sin mening i et teaterlandskab, hvor mange ikke skal have sagt for meget.
For en måneds tid siden afslørede Jon Stephensen i et interview med Politiken, at han ligefrem havde brugt advokatbistand mod sin egen arbejdsgiver - Københavns Teater - for at få lov til at spille det repertoire, han ville.
»De, der burde tjene kunsten, lever i dag af at kontrollere mig. Giv mig dog den frihed, fred og ro, der skal til for at lave teater,« tordnede succesteaterchefen. Det paradoksale i armlæggeriet mellem Stephensen og Københavns Teater er, at den opsætsige teaterdirektør dengang rent faktisk vandt tvisten. Han erobrede retten til selv at lægge sit repertoire - blæste på pålagte krav om at holde sig fra f.eks. nogle af de skuespilklassikere, han har haft stor kunstnerisk og publikumsmæssig succes med, og som han skulle være vendt tilbage til med Gasværkets næste premiere, »Macbeth«, iscenesat af Katrine Wiedemann. Hvad er Københavns Teaters forsøg på at styre teatrenes profiler så egentlig værd?
Jon Stephensen er blevet fyret, fordi Københavns Teater mener, han har forbrudt sig mod reglerne. Har man det, er der ingen vej udenom. Det er svært at være uenig i. Når det så er sagt: Er reglerne for stive? Hvorfor skal det gang på gang umuliggøres at tjene penge på teaterdrift her i landet? Burde man ikke i meget højere grad tildele teatrene produktionsstøtte i stedet for driftsstøtte - på samme måde som man gør i filmens verden? Her er der ingen, der ikke kan få lov til at tjene så meget som muligt på en succes.
Tilbage står det faktum, at dansk teater foreløbig har mistet en åbenlys begavelse, som egenhændigt har reddet stort set hele Københavns Teaters ellers knap så imponerende publikumstal og ditto indtjening. Han har kunnet få masserne i teatret med stensikkert blik for, hvad publikum vil se, med kvalitetssans og med stadigt stigende, kunstneriske ambitioner. Som åbenbart blev lidt for store til det Københavns Teater, der nu er sluppet af med et problembarn, organisationen har svært ved at undvære.
Måtte det ende sådan? Jon Stephensens afgang som chef for Gasværket sender chokbølger gennem dansk teater. Men samtidig er der måske også en logik i, at den driftige teaterchef nu må forlade sin post fra den ene dag til den anden. Han har været dygtig - nomineret til »Årets chef« i dette efterår - men måske også for dygtig? Det er der nok nogen, der synes. Han har under alle omstændigheder længe været en torn i øjet på paraplyorganisationen Københavns Teater og dens direktør, Steen Pade. Den egenrådige Stephensen har ganske enkelt nægtet at indordne sig under systemer, som han syntes var uretfærdige og urimelige.
