En forestilling med det hele

»Historien om alt« ? Det er ikke så lidt, Jomfru Ane Teatret og gruppen De Flyvende Grise lover i den forestilling, der gæstespiller på Teater Grob.

Men på en måde dækker den faktisk det hele. Den rummer i hvert fald et helt liv på en time. Smack! Et trafikuheld blæser en mand omkuld. Og så passerer tilværelsen revy for fyren i det pæne jakkesæt og den tunge brille. I kalejdoskopiske glimt får vi fritflydende minder fra et afbrudt liv med alle dets aflejringer af små og store øjeblikke - fra barndommens nysgerrighed til voksenlivets ansvar og trummerum. Det hele spillet som imponerende enmandsteater af dansk teaters knivskarpeste stuntman, Thomas Corneliussen, der låner sin uforfærdede krop og hurtige karakteriseringsevne til både vor mand i midten og et væld af autoritetspersoner undervejs. Elegant og pokkers opfindsomt integreret med perfekt afstemt lydside, scenografi og projiceringer. Det er den rene virtuositet, når Corneliussen lynhurtigt gennemspiller nogle af livets umærkeligt glidende forløb. En sjældent helstøbt lille perle af en forestilling. Hylende morsom og ret bevægende. Man er en lille bitte smule mere i live, når man har set den.