Elizas store aften

Cecilie Stenspil er verdens dejligste Eliza i ikke uproblematisk »My Fair Lady« på Det Kongelige Teater.

Tegning: Erik Werner Fold sammen
Læs mere

Er »My Fair Lady« verdens bedste musical? Den har ­Loewes besnærende musik, som David Firnam dirigerer uden at ryste på hænderne i Det Kongelige Teaters orkestergrav, og den har en historie, et par i midten, som er det hele værd. Ladet med spilbare scener og en libretto med vid og intelligens.

Der er meget godt at sige om Det Kongelige Teaters ekskursion til musicalland.

For det første er den sproglige opdatering - tak til Kasper Hoff - fucking på toppen: Sprog er stadig magt! Iscenesætter Kasper Holten placerer i det hele taget fortællingen i en slags eventyrligt ingenmandsland for at kunne flette flere nutidige referencer ind.

Men har han nu også helt styr på sine mange fikse påfund? Hvilken rolle spiller for eksempel Elizas indvandrerbaggrund, som mere end antydes med castingen af Zlatko Buric som hendes skraldemandsfar her udstyret med en selvdød døgn­kiosk?

De mange sært demonstrative forsøg på at være »klogere« end musicalen selv falder ofte mindre heldigt ud. Man vinder noget, men taber mere.

Mari í Dalis scenografi er heller ikke noget at råbe hurra for. Tager den vejret fra publikum? Ikke rigtigt. Dertil er den for isafkølet, neonbelyst og charmeforladt. Kan man overhovedet se forskel på Higgins hybel og ambassadepaladset?

Bedre går det med den lyse og lette kostumefest, hvor Ascotløbets hatteorgie - sølvservice som damehatte! - er både skægt og flot.

Og endelig: Har tempoet nu også helt taget puls af musikken, sådan som det må gælde for musicalen?

Så er der vist også luftet forbehold nok. For man kan, trods alt, dårligt forestille sig selve dramaet mellem professor Higgins og den forvandlede blomsterpige Eliza, hans værk, der gør sig fri for at leve livet på sine egne vilkår, mere levende, mere lidenskabeligt spillet. Mere nutidigt.

Cecilie Stenspil er en rigtigt dejlig, ligefrem og kønt syngende Eliza. Der er masser af ben i næsen og trods i den moderne X-faktortøs, som stavrer ind hos Higgins med alle sine drømme og på alt for høje hæle. Hun har på ingen måde tænkt sig at gå gennem tilværelsen som et viljeløst offer for mandens luner. Stadig den kernesunde proletar neden under ladymanererne. Poleret, men ikke spoleret.

Opgøret med Higgins bliver kulminationen på forestillingen. Vibrerende spillet af Stenspil - og af Søren Pilmark , der er en usvigeligt sikker og fyrig Higgins, skønt han måske nok savner lidt af den forkælede ungkarls charmerende barnagtighed. Til gengæld gør han stærkt og morsomt rede for mandschauvinistens veltilpasse selvbedrag. Og aldrig før har en Higgins elsket så heftigt.

Som Doolittle er Zlatko Buric til gengæld noget nær en katastrofe. Hans store, folkelige numre savner fatalt et midtpunkt, men er i forvejen overbroderet »forråede« af koreografen Signe Fabricius.

Operasangeren Magnus Vigilius synger flot som den ubagte frier Freddy. Stig Hoffmeyer har stilfornemmelse som oberst Pickering, og Malene Schwartz er en varm og vittig Mrs. Higgins.

Men aftenen er først og fremmest Cecilie Stenspils. Hun gjord det! Herrenice. Sweetloverly, ganske enkelt! Hun er hovedpersonen fra start til slut. Det er i hende, det hele foregår. Så glemmer vi resten. Med lidt lykke og lidt held.

»My Fair Lady«. Musical af Alan Jay Lerner og Frederick Loewe. Oversættelse: Kasper Hoff og Karen Hoffmeyer (sangtekster). Iscenesættelse: Kasper Holten. Det Kongelige Teater, Gamle Scene. Til 5. juni samt næste sæson.