Minister om Forsvarets vurdering af ubrugelige respiratorer til Italien: »Jeg kan jo ikke sidde og kigge alle over skulderen«

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) kritiserer, at hun ikke fik at vide, at Forsvaret kaldte respiratorer til Italien for ubrugelige. Hun mener ikke, at hun har kunnet »kigge alle over skulderen« i sit ministerium.

En chefsergent advarede om, at respiratorer til Italien ikke ville kunne bruges til behandling af covid-19. Den melding blev fejet til side af Forsvarskommandoen, uden at forsvarsminister Trine Bramsen (S) blev informeret om det. Det er kritisabelt, mener Trine Bramsen, som også siger, at hun ikke kan holde styr på alt, hvad der sker på hendes ministerområde. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I april kunne regeringen offentliggøre, at den nu stillede stærkt efterspurgte respiratorer til rådighed for Italien, der var hårdt ramt af coronavirussen. Imens talte Forsvarets embedsmænd åbent om, at det var spil for galleriet, da der internt var en klar opfattelse af, at de gamle respiratorer var ubrugelige for patienter med covid-19.

Det kan Berlingske i dag fortælle på basis af en aktindsigt i korrespondancen mellem en chefsergent i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Forsvarskommandoen.

Ifølge Forsvarskommandoen drejede sagen sig kun om »signalværdi«, men den vurdering var forsvarsminister Trine Bramsen (S) ikke blevet informeret om, og det er stærkt kritisabelt, siger hun.

»Som folkevalgt er vi jo dybt afhængige af, at vi får den viden, der skal ligge til grund for beslutninger, og det her er jo fuldstændig nyt for mig, at der har været en mistanke i Forsvaret om, at nogle af de her respiratorer havde en begrænset anvendelse,« siger hun:

»Der bliver nødt til at være en kultur, hvor oplysninger tilgår politikerne, for ellers kan politikerne ikke træffe de relevante og kvalificerede beslutninger. Det er i hvert fald helt nyt for mig, at der i en styrelse under Forsvarsministeriet har været en mistanke om det her.«

Italienske venner og allierede

I en pressemeddelelse fra april var flere ministre stolte over, at Danmark nu ville støtte sine italienske »venner og allierede«, som havde hårdt brug for hjælp.

»Derfor er jeg glad for, at vi nu kan tilbyde vores italienske venner hjælp,« sagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i pressemeddelelsen og slog fast, at der var tale om »en solid håndsrækning«.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) anførte i samme meddelelse, at hun var meget glad for muligheden for at kunne hjælpe Italien.

»I hele Europa er der stort pres på sundhedsvæsnet og efterspørgsel på sundhedsfaglige kapaciteter. Især Italien er hårdt ramt, og det er selvfølgelig vigtigt, at vi prøver at hjælpe et nærtstående land, der beder om hjælp. Forsvaret og Beredskabsstyrelsen har begrænsede sundhedsfaglige kapaciteter, så det har været vigtigt med en grundig sundhedsfaglig vurdering af, at vi kan undvære kapaciteterne herhjemme og i rigsfællesskabet. Jeg er meget glad for, at vi har mulighed for at hjælpe Italien i denne svære tid,« sagde hun.

En kæmpe, kæmpe organisation

Respiratorer er imidlertid ikke Forsvarets »spidskompetence«, siger Trine Bramsen, så om respiratorerne reelt set også er ubrugelige til behandling af patienter, der er syge med covid-19, kan være tvivlsomt. Men informeret om vurderingen blev hun ikke.

»Jeg synes, at det er relevant at finde ud af, hvorfor det ikke er blevet flaget,« siger hun.

Så du burde have været informeret om det på forhånd?

»Det er en ret vigtig viden, og jeg tror, at alle politikere, der har været inde over den her sag, er lige så overraskede over, at anvendelsen har været en anden, end man troede,« siger hun:

»I hvert fald har oplysningerne som minimum skullet gå videre ind i Forsvarsministeriet. Det er der ikke noget, der tyder på, at de har været i nærheden af.«

Skal du som minister på området ikke netop være inde over disse ting?

»Nu handler det jo om materieludlevering, og jeg vil meget nødig være inde over alle Forsvarets materieludleveringer, og det er jo en kæmpe, kæmpe organisation. Så når der bliver udleveret materiel, så skal det selvfølgelig kunne køre i styrelserne, og det her har jo haft sit helt eget spor. Men der er ingen tvivl om, at det er ret relevant viden, og uanset om det er mig eller andre, så har drøftelserne jo kunnet tages ud fra det,« siger Trine Bramsen.

»Det er yderst begrænset involvering, jeg har haft i denne sag.«

Har ikke kunnet kigge alle over skulderen

Hvad tænker du om, at en chefsergent siger, at det ikke er sikkert, at respiratorerne rent faktisk kan bruges mod covid-19, og at der ifølge Forsvarskommandoen er tale om »signalværdi«?

»Det har jeg ikke noget belæg for at kunne bekræfte. Det har ikke været min forståelse af det, men derfor giver det mening at få undersøgt sagen.«

Bekymrer det dig ikke, at det er opfattelsen hos Forsvarskommandoen?

»Det er jo derfor, at jeg ønsker at få det undersøgt og undersøgt, hvad der har været af korrespondance. Det er for at finde ud af, hvad det er for en sammenhæng, det indgår i.«

Har du styr nok på tropperne så at sige, når disse ting kan komme frem uden din viden?

»Der er 20.000 ansatte på Forsvarsministeriets område, og jeg kan jo ikke sidde og kigge alle over skulderen, men det ændrer ikke ved, at der er nogle klare retningslinjer for, at man selvfølgelig giver afgørende viden videre,« siger hun.