Fejlagtigt dømt som Islamisk Stat-terrorist i Spanien: Ahmed Samsam var agent for Danmark

I mere end 900 dage har en dansk statsborger siddet fængslet i Spanien – idømt otte års fængsel for at have tilsluttet sig og kæmpet for Islamisk Stat på rejser til Syrien. Nu viser nye oplysninger, at den 30-årige var rekrutteret, betalt og udsendt til Syrien af Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste med det formål at slutte sig til og spionere mod jihadistiske grupper på selvsamme rejser. Alligevel har ingen danske myndigheder taget ansvar for mandens skæbne i Spanien og forsøgt at få ham hjem. I to et halvt år har sagen været mørklagt og familien holdt i uvidenhed.