Sådan er din pension lavet om

20 år har budt på en perlerække af ændringer af dine pensionsforhold. Her er de væsentligste.

Danskene har oplevet mange ændringer af deres vilkår som pensionister. Her kigger to af dem på Rhinen fra terrasse over Oberwesel. Arkivfoto. Henning Bagger

Politikerne har været flittige på pensionsområdet. Talrige ændringer har både forringet og forbedret rammerne for nuværende og kommende pensionister. Her er de vigtigste ændringer over de seneste 20 år. Inden da var de største ændringer, at skatten på afkastet blev ændret.

  • 1998: Politikerne indfører en tvungen indbetaling på én pct. til Den Særlig Pensionsopsparing, SP. Det opkræves frem til 2003, hvorefter det suspenderes fra 2004 til 2009.

  • 2000: En ny afkastskat på pensioner, Pal-skatten, på 15 pct. bliver indført med virkning for indkomståret 2001.

  • 2006: Det bliver første gang aftalt at forøge pensionsalderen i forbindelse med velfærdsreformen.

  • 2009/2010: SP-opsparingerne bliver udbetalt mod en afgift på 35 pct. af de første 15.000 kr. og 50 pct. derover. I alt bliver der udbetalt 43,9 mia. kr.

  • 2010: Der bliver indført et loft over indbetaling med fradrag til ratepension på 100.000 kr. om året som en del af den såkaldte Forårspakke.

  • 2010: Samtidig bliver der indført en udligningsskat på store pensionsudbetalinger på seks pct. fra 2011, der nedtrappes frem mod 2020. Den skal opveje større fradrag ved indbetaling end beskatning ved udbetaling.

  • 2011: Alderen for folkepension forøges, og efterlønnen forringes med tilbagetrækningsreformen.

  • 2012: Indbetalingsloftet for ratepensioner sættes yderligere ned til 50.000 kr.

  • 2013: Aldersopsparingen indføres, og samtidig bliver det muligt at lave kapitalpension om til en aldersopsparing mod en skatterabat frem til udgangen af 2016.

  • 2014: Pal-skatten sættes op til 15,3 pct.

  • 2017: En aftale om at holde danskerne flere år på arbejdsmarkedet indeholder blandt andet nye regler for opsat folkepension m.m. samt den såkaldte målretning af aldersopsparing, så den er med til at modvirke samspilsproblemet.

  • 2018: Ny samlet pensionspakke med fokus på at løse samspilsproblemet.

  • December 2018: Finansloven for 2019 indeholder blandt andet øget bundfradrag for modregning af egen pension i offentlige ydelser.

Kilde: Velliv