6 af 6 stjerner

Christoffer Guldbrandsens film om Ny Alliances storhed og fald er mere klovn end ’Klovn’. Og meget mere end en film om et politisk parti, men i stedet en film om følelser, relationer, idealisme og kynisme.

Af Troels Mylenberg, trmy@berlingske.dk
Fredag den 6. februar 2009, 11:59

Kan man afklæde en nøgen mand?

Efter Christoffer Guldbrandsens sublime film – ’Dagbog fra Midten’ – om Ny Alliances fødsel, opvækst og død, er svaret et ubetinget ja. For selv om det skulle være umuligt at få Naser Khader til at fremstå som mere forpjusket, uduelig, nedkørt og politisk tonedøv, end han allerede er blevet fremstillet, så lykkes det Guldbrandsen.

Lykkes ham at fortælle den tragikomiske historie om en mand, der er blind passager i sit eget politiske projekt. Naser Khader, den politiske folkeforfører, der er totalt uden stedsans på det politiske Danmarkskort, men som samtidig med bøgen i begyndelsen af maj 2007 pludselig sprang ud med sit helt eget parti.

Sammen med den frafaldne konservative Gitte Seeberg og Khaders radikale partifælle Anders Samuelsen fik han sat ord på storbydanskerens og de innovative erhvervsfolks ønske om opbrud på midten i dansk politik. Væk med blokkene, for nu er nok nok. Men mere end ord, blev det aldrig.

Trekløveret voksede i sommeren 2007, og fik pustet sit politiske (varm)luftskib op, men som Guldbrandsen dokumenterer, så behøver man slet ikke have formuleret sit politiske projekt for at blive uenige om retningen. Og man behøver heller ikke have magt for at føre magtkamp med alle midler. Særligt når formanden, lederen, ikke har hverken retning eller magt, og øjensynligt bliver helt rundtosset af at stirre på sit eget spejlbillede.

Filmen er også den tragikomiske fortælling om, hvordan både Khaders spindoktor og han selv giver sig totalt hen til ønsket og håbet om at gøre Naser Khader til alt det, han slet ikke er og aldrig har været. Khader fyrer sin idealistiske og ordrige rådgiver, der fra starten førte pennen på projektet for i stedet at købe sig en rigtig spindoktor ligesom de andre – altså de andre på Christiansborg. Dem Naser Khader alt for gerne vil være ligesom.

Så i kampen for at gøre Khader til en ’rigtig politiker’, der kan tale politikersnak, huske tal og fyre tv-egnede one-liners af, taber han sig selv. Det opdager hverken Khader selv eller hans spindoktor. Og i næsten skræmmende grad får det bare spindoktoren til at skrue yderligere op for kynismen og trangen efter – sådan ser det i hvert fald ud – personlig anerkendelse af, at hun da kan gøre hvem som helst til en vinder i en valgkamp.

Det kunne hun som bekendt ikke, og Guldbrandsens film står som et vidnesbyrd om, at håb, drømme, idealisme og en professionel spindoktor ikke er nok. Der skal også være talent, held, knofedt og evnen til at samarbejde til. Ingen af delene led Ny Alliance voldsomt under at have for meget af.

Og selv om det er synd, skam og tåkrummende at se 75 minutters afdækning af, hvordan man ikke skal gøre og et nærstudie af selve fiaskoens anatomi, så er det lattermuskulaturen, der er mest øm efter filmen. Som når Jørgen Poulsen klapper sig selv på skulderen efter et selvmål, eller de kostelige scener hvor den indhentede erhvervsmand Eric Rylberg går på grund i sit forsøg på at professionalisere Ny Alliances partiorganisation med managementfloskler og business-vås.

De scener ville ikke engang Frank Hvam og Casper Christensen kunne lave bedre i tv-serien ’Klovn’, der ellers bygger på virkelige hændelser.

Men den virkelige virkelighed slår alt, og en af Guldbrandsens store fortjenester er, at han besidder den sjældne dobbelte begavelse, der gør ham i stand til både at forstå det politiske spil og dets konsekvenser, og så samtidig evner at indfange følelserne og de sociale relationer. Han forstår således at rette kameraet på dem, der lytter og på dem med de altsigende blikke for at fortælle sin historie. Hans kamera fanger alt det usagte, som jo ofte – også i den politiske verden - fortæller langt mere end både ord og handling lagt sammen.

Som når Gitte Seeberg igenigen underløbes af Anders Samuelsen, eller når den idealistiske rådgiver Rasmus Jønsson sidder i bilen og i radioen hører om Lars Kolinds dødfødte forslag om 40 procents skat på Fyn.

’Dagbog fra Midten’, der bliver sendt på DR2 på tirsdag, bør ikke blive en klassiker på grund af sin politisk dokumentariske værdi, men fordi den samlet set ikke bare er en historie om et partis storhed og fald, om nogle kendte politikere og deres rådgivere. Den er meget mere end det.

Nemlig en film om idealisme, kynisme, drømme, dumhed og håb. Og en film, der dermed fanger de inderste strømninger i det danske samtaledemokrati, hvor de sociale relationer betyder alt, og hvor alt, næsten, kan lade sig gøre – i hvert fald hvis man kommer videre end til de varmluftige ord.