Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal snor sig nu uden om medierne og henvender sig direkte til befolkningen.
Tusindvis af danskere modtager i disse dage et brev fra partilederne for Socialdemokraterne og SF med budskabet om, at de sammen har en "fair løsning" på Danmarks økonomiske problemer.
- Der er en mulighed for at fortælle danskerne lidt mere end i en annonce på en bus. Vi vil godt fortælle mere om baggrunden og dybden i den plan, vi har lagt frem, forklarer Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtiby.
Vil besøge 500.000 hjem
Socialdemokraterne har også en plan om at besøge 500.000 danske hjem, inden krydset på stemmesedlen skal sættes næste gang. Og det er helt bevist, at partiet forsøger at henvende sig så direkte som muligt til befolkningen.
- Vi vil gerne helt tæt på danskerne. Allerbedst ansigt til ansigt, men det her er også en måde at komme tæt på med vores budskab, så folk får at vide, hvad vi vil, siger Lars Midtiby.
I brevet til danskerne skriver S og SF, at der først skal skabes vækst og efterfølgende arbejdes mere. Men det store budskab om, at alle skal arbejde 12 minutter mere om dagen er pakket væk. Nu hedder, at alle i gennemsnit skal arbejde en time mere om ugen.
»Jeg tror, danskerne er kvikke nok«
Lars Midtiby afviser dog, at ændringen skulle have noget at gøre med, at planen er blevet kritiseret for at være for ukonkret i forhold til, hvordan danskerne skal arbejde mere.
- Jeg tror egentlig, danskerne er kvikke nok til at se, at en time om ugen og 12 minutter om dagen er det samme, siger han.
- Vi har sendt det forholdsvis bredt ud.
/ritzau/