Helle Thorning-Schmidt har gået forrest i det meste i sit liv. Alligevel siger hun, at hun bærer helt almindelige værdier med sig ind i politik. De værdier kommer fra Ishøj - stedet hvor eliten aldrig kommer, og stedet som har gjort den røde bloks statsministerkandidat til en socialdemokrat, der mener at samfundet har brug for mere politik.

Af Troels Mylenberg, trmy@berlingske.dk
Lørdag den 1. august 2009, 16:38

Det synger på sidste vers for Ishøj Gymnasium, fortæller rektor Knud Erik Sidenius, mens vi venter på, at Helle Thorning-Schmidt ankommer. Gymnasiet skal flyttes nogle hundrede meter og lægges i samme bygninger som flere andre ungdomsuddannelser i et enormt ungdomsuddannelsescenter. Rektor er vist ikke helt tilfreds med fremtiden, men så kommer den socialdemokratiske partiformand ind ad døren og hilser varmt og hjerteligt på sin gamle lærer. Hun begyndte her i 1982, som første årgang på det dengang splinter-nybyggede gymnasium, og nu er det så sidste gang, at Ishøj Gymnasiums første elevrådsformand betræder de gymnasielokaler, som hun selv var med til at indvie.

»Det bliver godt, at I flytter sammen,« siger hun til rektoren.

»Det er det helt rigtige, det er fremtiden,« siger hun insisterende, mens rektoren smilende ryster lidt på hovedet, og siger »joe, ja«.

Helle Thorning-Schmidt er tilbage i Ishøj, her hvor hun kommer fra, og her hvor hun blev indpodet en identitet af at kunne, turde og ville indtage nyt land. »Ishøj var et nybyggerprojekt. Min familie flyttede hertil, da jeg var ét år, og der kom hele tiden nye til. Nye stisystemer, nye skoler, nyt det hele. Jeg har åbnet alle institutioner i Ishøj. Jeg var første generation i en børnehave, en folkeskole og et gymnasium,« siger Helle Thorning-Schmidt og sætter med det samme selv barndommens oplevelser ind i et nutidigt – og politisk – perspektiv: »Det gav vel en fornemmelse af, at man selv kunne være med til at præge det her samfund. Ville man have cykelstier, så var det sådan det blev. Ville man have en strandpark, så blev det sådan. Det har givet mig et indblik i, at man godt kan forandre ting og skabe nogle ting. Jeg så en kommune blive skabt, og det er i hvert fald en del af min politiske tænkning, at man kan skabe ting og forandre ting.«

Rektoren og hans folk har modtaget os med åbne arme og fyldt et lokale med kirsebær, jordbær, kaffe og vand. Helle Thorning-Schmidt fortæller videre om Ishøj i 1970erne og alle mulighederne, selv om hun kun delvis køber præmissen om kommunen som et socialdemokratisk drømmeprojekt, der skulle bringe frisk luft, strand og vand ind i sjælen på storbyens slumramte arbejderfamilier.

»Det var en nybyggerkultur og derfor også en kultur, der kunne forandre ting. Der var ikke noget, og derfor måtte vi skabe det. Hvis vi ville have et elevråd, måtte vi skabe det. Hvis vi ville have fester, måtte vi arrangere dem. Hvis vi ville have en tradition, måtte vi etablere den.«

Så var det sjovt nok dig, der gik forrest. Du blev elevrådsformand og satte dig i spidsen. Hvorfor dig?

»Ja, det finder jeg nok aldrig rigtig ud af. Men jeg kunne åbenbart godt lide at få ting til ske og skabe noget – man må gøre sin indflydelse gældende. Tror også, at jeg var god til det, og derfor blev det vel mig. Jeg kunne godt lide at gå forrest.«

Helle Thorning-Schmidt har gået forrest lige siden. Og er måske på vej ind i historiebøgerne som Danmarks første kvindelige statsminister – om vælgerne vil. Hun har nu i mere end fire år været Socialdemokraternes første kvindelige formand, efter at hun indtog formandskontoret med den berømte sætning: »Jeg kan slå Anders Fogh«.

Det kunne hun ikke. Den chance, hun fik ved valget i 2007, missede hun. Men hun tror stadig på den, den statskundskabsuddannede 42-årige kvinde, der med udskiftningen i toppen af de fleste andre partier i dag er landets næstlængst siddende partileder. Hun trådte overraskende ind på den politiske scene for ti år siden, da hun sprængte den socialdemokratiske liste ved Europa-Parlamentsvalget og med 38 flere stemmer end det daværende EP-medlem John Iversen kilede sig ind som kvinden i det mildt sagt multikulturelle socialdemokratiske trekløver med Freddy Blak og tidligere sundhedsminister Torben Lund.

I valgkampen dengang lancerede Helle Thorning-Schmidt et sæt etiske dogmeregler, som skulle vride hende fri af alle diskussionerne om EP-medlemmernes forvaltning af EU-pengestrømmene. Og så fik hun direkte støtte fra prominente kvinder, eksempelvis Ritt Bjerregaard, hvilket brækkede et hul i mediemuren for den totalt ukendte kandidat.

»Man bliver ikke valgt, hvis ikke der er opmærksomhed. Man er ikke politiker, hvis man ikke forstår, at man skal være i medierne. Hvis ikke man er det, så ved folk jo ikke, hvor de skal sætte krydset. Og når man står nummer seks på listen, bliver man nødt til at gøre opmærksom på sig selv. Det er det, en valgkamp handler om.« Du var 38 stemmer fra at skulle vende tilbage til konsulentjobbet i LO mandag efter valget?

»Ja, Jeg var meget overrasket over, at det lykkedes. Jeg havde faktisk ringet til Steve (Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, red.) og sagt, at det var så ikke den her gang. Jeg havde lavet kampagnen for at prøve det, og jeg havde bestemt også fået blod på tanden i forhold til at ville være politiker. Jeg var blevet så meget politiker, at var jeg ikke blevet valgt dér, så var jeg nok blevet valgt til noget andet på et senere tidspunkt. Valgt eller ej, så var det min indgang ind i politik, for jeg oplevede, at jeg godt kunne lave en kampagne, der virkede, og jeg syntes, det var sjovt.«

Hvordan sjovt?

»Man ved jo først, når man har prøvet det, hvad det er. Når man ikke er nogen, så skal man jo bygge det hele op selv og få folk til at hjælpe sig. Få dem ud i regnen og lave kampagne. Det kunne jeg, og der var en masse DSUere, der stillede op frivilligt og hjalp. Det var sjovt, og jeg kunne godt lide det.«

Når så mange stiller op og bruger meget tid på at få dig valgt, er der så ikke en eller anden form for taknemmelighedsgæld?

»Jeg skylder dem respekt for det arbejde, de har gjort. Vi politikere skal have en mystisk blanding af, at selv om man står som nummer ét i front, så skal der være en ydmyghed i forhold til dem, der hjælper til og til vælgerne. Man må aldrig nogen sinde miste ydmygheden over for dem, der hjælper eller over for opgaven og ansvaret. Det handler om, at man er tillidskvinde, og at man er klar til at påtage sig ansvaret. Det, der kendetegner det at være formand for et parti, er et meget stort ansvar over for historien, fremtiden og over for alle dem, som hjælper med at få det til at ske.«

Kan man ikke nogen gange være helt tynget i knæ af det ansvar?

»Jeg har opdaget, at jeg ikke bliver tynget af det. Jeg er blevet stærkere og dygtigere med ansvaret. Det er jeg blevet i de sidste fire år som formand, og det er klart, at det vil jeg blive i endnu højere grad, hvis jeg skal være statsminister. Jeg har aldrig følt mig så klar som nu. Jeg vokser med ansvaret og trives med det. Man er nødt til at gå forrest, og det trives jeg også rigtig godt med. Jeg kan godt lide at være med til at bestemme og få opbakning til det. Jeg synes, at jeg og vi har været gode til at få samling på Socialdemokraterne og holde fast i de strategier, vi har lagt. Man kan ikke vinde valg, hvis ikke man holder fast i sine strategier. Og det vil sige, at jeg også bruger meget tid på at sige til mit parti, at vi skal have is i maven i forhold til de strategier, vi har lagt.«

Hvordan kan du vide, at strategien er rigtig? I har jo ikke vundet noget valg endnu? »Vi har for det første vundet det, at vi har et samlet parti. Med en samlet politik på nogle af de områder, som vi ikke havde en samlet politik på før i tiden. Det er en stor ting. For det andet har vi stoppet blødningen. I 2001 og 2005 tabte vi en anselig del af vores vælgere. I 2007 mistede jeg 0,3 procent i forhold til 2005-valget, så den blødning er stoppet. Det der er ved at ske nu, er, at vi skaber en helt ny dynamik i dansk politik ved, at vi har brugt SFs fremgang konstruktivt. I stedet for at opfatte SF som vores konkurrenter, har vi brugt deres fremgang til noget fornuftigt og opnået, at vi står på 25-26 procent, og SF er gået frem. Det vil sige, at der er en reel mulighed for, at vi kan få en nyt flertal næste gang. Muligheden har aldrig været større end nu.«

Men hvor meget kan man tabe vælgermæssigt og samtidig få det forklaret som en sejr?

»Det eneste, der betyder noget for mig ved næste valg er, at oppositionen får et flertal. Det er det eneste, der er vigtigt. Vi har brug for en anden regering i Danmark. Jeg orker ikke gå ind i diskussionen om, hvorvidt vi så må gå tilbage.«

Hvad mener du med, at du ikke orker?

»Jamen, så bliver det en diskussion om tal og om, hvornår vi er tilfredse. Det vigtigste er, at vi får et flertal, så vi kan skabe en ny retning for Danmark. Jeg vil gerne have, at vi har fremgang, rigtig gerne – og jeg tror også, at det er nødvendigt, hvis vi skal have en socialdemokratisk ledet regering – men det overordnede er, at oppositionen får et flertal.«

Du orker formentlig så heller ikke at tale om, hvad der sker, hvis I ikke får det? »Nej, det gør jeg selvfølgelig ikke, for vi har kun en ting for øje lige nu. Vi arbejder stenhårdt og målrettet på at få det flertal. Ikke for at tryne mindretallet, som flertallet gør nu, men for at skabe et Danmark, hvor der sker forandringer.«

Det siger sig selv, at Helle Thorning-Schmidt vil have forandring – det globale løsen, som oppositionspolitikere i øst, nord, syd og vest anvender i flæng for at kæmpe sig vej til magten. At der ikke er voldsom stor forskel på, hvad de borgerlige og hun vil i politik, vil hun ikke høre tale om. Men ikke bare det politiske indhold vil angiveligt blive anderledes i et Danmark ledet af en Thorning-Schmidt-regering.

Også formen skal ændres.

»Hvis vi ikke får mere ærlighed ind i politik, vil folk miste tilliden til politikere. Vi skal passe rigtig meget på tilliden til politikere, og derfor er jeg meget opsat på at få mere ærlighed ind. For der er ikke ærlighed nok i politik i dag.«

Er I nogle løgnere?

»Jeg synes, det svækker politikeres omdømme med så dårlig regeringsførelse, som vi ser i øjeblikket. Man kan gøre ret store fejl, for eksempel ved at overbetale privathospitalerne med næsten en milliard, og man kan bryde grundloven, som vi har set det i Skatteministeriet. Det hele, uden at det bliver et problem, fordi man har Dansk Folkeparti. Samtidig bliver man ved med at sige til vælgerne, at selv om de betaler mindre i skat, så får de mere velfærd. Jeg synes, det er en uærlig måde at føre politik på. En af de ting, jeg vil sætte mig for, er at sige tingene som de er.«

Så det er bare de andre, der skal holde op med at lyve?

»Nu er det jo dem, der har siddet med regeringsmagten i otte år, så de har et enormt ansvar for, hvordan Danmark er blevet ledet. Men jeg tror, der er behov for en meget kontant ærlighed i politik, hvor man siger tingene, som de er.«

Hvad kunne det være?

»Vi siger, at vi vil prioritere de livstruende sygdomme, hvilket betyder, at vi er nødt til at nedprioritere nogle andre ting. For eksempel at man ikke kan få en behandlingsgaranti på en måned for sygdomme, der ikke er livstruende. Der bør det være to måneder. Jeg kan godt lide tanken om behandlingsgaranti, men vi må bruge den på en ordentlig måde, hvor vi fortæller direkte, hvordan tingene hænger sammen. Jeg er meget træt af, at man forsøger at fortælle danskerne, at man kan få det hele for de samme penge. Vi kommer til at gå til valg på meget, meget begrænsede klare løfter om, hvad vi kan levere ud fra de økonomiske rammer, vi nu engang har.«

Når du siger ærlighed, handler det så også om at sige, at ikke alle problemer kan løses med politisk regulering?

»Jamen nu tror jeg jo på, at de allerfleste samfundsproblemer kan løses ad politisk vej. Jeg tror ikke, at der er nogen naturlov i, at unge mennesker bliver kriminelle og går og skyder hinanden på Nørrebro. Jeg tror ikke, at der er nogen naturlov i, at unge med indvandrerbaggrund optræder hyppigere i kriminalitetsstatistikkerne end alle andre. Jeg tror ikke, der er nogen naturlov i, at mennesker bliver alkoholikere, eller at mænd slår deres koner. Jeg tror ikke, at der er nogen naturlov i, at børn, der kommer fra et hjem, hvor den ene forælder er på kontanthjælp har langt, langt ringere mulighed for at få en uddannelse end et barn med akademikerbaggrund. Det handler bare om, at vi ikke har fundet de rigtige løsninger endnu. Jeg tror på, at politik kan forandre verden.«

Men folk har jo skudt hinanden, siden krudtet blev opfundet og drukket sig sanseløse i tusindvis af år?

»Men netop Socialdemokratiets indflydelse på dansk politik viser, at med den rigtige politik på det rigtige tidspunkt, kan man forandre samfundet. Hvis man ikke tror på det, så hører alt op. Derfor er jeg helt overbevist om, at den enkelte har et ansvar, for sig selv og for sine handlinger og sine børn, men samfundet kan også godt gøre noget. Det er den dobbelthed, man er nødt til at forstå. Så i forhold til de problemstillinger, vi nævner her, kan politik gøre en forskel.«

Så der er ikke det samfundsproblem, som ikke kan løses politisk?

»Der er i hvert fald ikke det samfundsproblem, der ikke kan mindskes ved hjælp af politik. Jeg kan ikke lovgive om folks lykke. Jeg kan heller ikke lovgive om folks ensomhed. Der er en sfære, som jeg ikke kan komme ind i, og som jeg ikke ønsker at komme ind i, og derfor fastholder jeg også, at den enkelte har et ansvar for sig selv og sit liv. Men jeg mener, at man kan komme rigtig langt ved samfundsmæssigt at skubbe på og tage ansvar som samfund. Når det handler om kriminalitet, så tror jeg, at man i de seneste mange år har forsømt forebyggelsen. Vi har været gode til sørge for, at der bliver straffet hårdere, men det kan ikke stå alene. Der er utrolig mange samfundsområder, hvor vi har brug for mere politik og ikke mindre politik.«

Men en hund bider, og straks kræves der ny lovgivning alle steder fra?

»Det kan ikke hidse mig op. Jeg synes, at det er rigtigt, at politik tager udgangspunkt i de problemer, som helt almindelige mennesker oplever. Når vagtlægeordningen ikke fungerer, eller når der er for mange våben på gaderne, så synes jeg, at det er rigtigt, at politikerne reagerer. Når et barn bliver bidt af en kamphund, synes jeg, at det er rigtigt, at politikerne reagerer og siger, at der er noget helt galt. Når et gammelt menneske får 28 forskellige hjemmeplejere, skal politikerne reagere. Jeg har det godt med, at politikere reagerer hurtigt og hårdt i forhold til nogle af de ting, som enkelte mennesker oplever. Der er ikke noget, der gør mere indtryk på mig, end når jeg hører et virkeligt menneske fortælle om, hvordan tingene i virkeligheden er. Jeg har i lang tid gået ind for, at man skal fordele børn med ikke så gode danskkundskaber på forskellige skoler. Jeg mener, at man skal gå tidligt ind og opfordre forældre meget kraftigt til at sende børn i børnehave og vuggestue. Man skal ikke have ghettoer, som vi havde i Ishøj-planen for mange år siden. Det har jeg ment så stærkt, fordi jeg har oplevet det her. Jeg kender problemerne, så derfor har jeg det rigtig godt med, at virkelighedens enkeltstående eksempler finder vej ind til Christiansborg, og at vi reagerer ret kraftigt på dem. Hvad pokker skulle vi ellers foretage os? Særlig meget fine mennesker siger jo tit, at der ikke må være enkeltsager. Men menneskers virkelighed består jo af enkeltsager. Den ene gang, et menneske kommer på hospitalet og bliver lagt på en gang, fordi der ikke er plads på en stue, er jo det menneskes virkelighed. Så kan vi snakke nok så meget om, at det ikke sker så tit, men for det enkelte menneske er det jo hamrende ligegyldigt. For det enkelte menneske, som er døende og ikke får en enestue, er al vores snak på Christiansborg ligegyldig. Derfor tror jeg meget stærkt på, at enkelteksempler og enkeltsager skal finde vej ind til Christiansborg, for det er den eneste måde, vi kan blive rusket op på og gøre det, der er nødvendigt.«

For ellers er faren hvad?

»At vi bliver teknokratiske og regeringsagtige og siger, at det jo kun sker i tre procent af tilfældene, og normalt kommer vagtlægen i løbet af få minutter. Det er den måde, politikere kan finde på at svare i stedet for at handle.« Så offentligheden kan godt forvente, at man kan henvende sig til fru statsminister Helle Thorning-Schmidt med enkeltsager?

»Ja, men jeg kan ikke love nul fejl, og det kan godt være, at det ikke er statsministeren, der skal give det meningsfulde svar, men du kan forvente, at der kommer et svar på, hvad man vil gøre. Jeg tror ikke, vi kan undgå fordærvede fødevarer eller vagtlæger, som ikke agerer ordentligt, men jeg synes, at for mange giver politikersvar om, at der må skrives en rapport, eller giver ansvaret videre. Den regering, vi har nu, er eksperter i at sende ansvaret videre. De sparker altid nedad, det er altid nogen andres skyld.«

Helle Thorning-Schmidt tager fat på at redegøre for sine politiske mål: Børnene, der skal ud af fattigdom, 13 års obligatorisk uddannelse, mere regulering – »mådehold og tænksomhed« – på markederne. Bæredygtig energi, mere kollektiv transport. Og mindre ulighed, især når det handler om sundhed.

»Det kræver enorme beslutninger og enorm beslutningskraft, hvis vi skal nå dertil,« siger hun og slår med et håndkantslag fast, at alle initiativerne naturligvis finansieres »krone til krone«.

Projektet handler om almindelige mennesker. Et begreb, som Helle Thorning-Schmidt ikke er bange for at bruge, selv om nok de færreste vil karakterisere netop hende med statsministerdrømmene for at være det. Men hun er helt almindelig, hævder hun, og det skyldes stedet her – Ishøj.

»Ishøj er kendetegnet ved at være et sted, hvor eliten aldrig kommer og slet ikke bor. Det har vi altid vidst herude. Du finder aldrig en højesteretsdommer eller en bankdirektør her. Og det er en del af den måde, vi forstår os selv på i Ishøj. En del af det, jeg bærer med mig videre, også i mit politiske virke. Man kan ikke forstå Ishøj eller os, der kommer herfra, hvis ikke man forstår, at vi er defineret ved at være almindelige.«

Hvad vil det sige at være almindelig?

»Det er mennesker, der klarer sig selv. Står tidligt op, passer deres ting, betaler deres skat. Det er fundamentet i vores samfund. Alle de tusindvis af mennesker, der hver eneste dag bare gør det, de skal, for at holde sammen på tingene. Men det er også mennesker, der har brug for, at samfundet fungerer. Vi var jo lykkelige herude, da vi fik S-toget. Så kunne man komme på arbejde uden først at tage bussen til Vallensbæk. Der var rigtig mange almindelige mennesker, som blev presset rigtig hårdt i 1980erne, og hvis jeg skal pege på en ting, som virkelig gjorde mig til socialdemokrat, så er det nok indtrykkene fra den tid, hvor alt for mange ikke fik en ærlig chance for at klare sig selv og for at gøre det godt. Den tid i 1980erne viste, at der skal så lidt til, for at en familie bryder sammen. Derfor er almindelige mennesker nok også sådan nogle, der kan risikere at få rigtig meget brug for samfundet på et tidspunkt – der er afhængige af, at det fungerer. Jeg er fra Vestegnen, og jeg ved, at jeg tager det med mig overalt, hvor jeg færdes. Det har altid undret mig, at når jeg har sagt, at jeg kommer fra Vestegnen, så har folk troet, at vi var fattige. Det var vi ikke. Min mor og far var skilt, og min mor skulle klare det hele med én indkomst. Vi havde ikke nogen bil, og vi vaskede på vaskeri, men vi var ikke fattige. Det skaber også en hel særlig vestegnsidentitet, at folk, der ikke kommer herfra, synes det er et skodsted. Men vi synes selv, det er et godt sted med gode værdier. Jeg kan ikke finde bedre ord for det, end at i Ishøj bor der almindelige mennesker med almindelige værdier, og det er også dem, som jeg selv bærer ind i politik.«