Birgithe Kosovic er en sjælden fugl i det ellers typisk venstreorienterede litterære miljø. I de senere år er hun – en anmelderrost og prisbelønnet forfatter – trådt frem som en skarp stemme i den offentlige debat, hvor hun har udtrykt en stærk skepsis over for, hvad fortsat indvandring fra mellemøstlige lande vil betyde for Danmark.

Med en bemærkelsesværdig frygtløshed har hun engageret hun sig i debatten om det multikulturelle samfund med flere opsigtsvækkende essays i Politiken og senere interview her i Berlingske.

I modsætning til andre debattører har hun åbnet vinduet på klem for, at det multikulturelle eksperiment ikke bare vil fejle midlertidigt, men permanent på grund af uoverkommelige kulturforskelle. I forlængelse heraf har hun optegnet et scenario for, hvordan det vil forvandle Danmark.

Ifølge Birgithe Kosovic lever vi i det, som hun betegner et »frivilligt apartheid« på grund af tiltagende etnisk og kulturel opsplitning. Hun frygter, at den nye danske stat med flere folk vil ende i sammenbrud og opløsning. Som barn af en dansk mor og en serbisk far er hun opflasket med en forståelse for de fatale konsekvenser, som kultursammenstød kan have for et lands sammenhængskraft.

Birgithe Kosovic har tidligere arbejdet som journalist i både Danmark og Norge. Som forfatter kredser hendes tekster især om emnet forræderi – imod sig selv, andre og det, der er større end individet. Det fokus gælder både, når det handler om vores personlige, inderste liv, og når det angår samfundsbårne og politiske konflikter.

Hendes vedholdenhed i udlændingedebatten og insisteren på spørgsmålets påtrængende nødvendighed er prisværdig i en tid, hvor mange helst vil tale om noget andet efter årtiers værdikamp, der er endt med socialdemokraternes forsøg på at kopiere de borgerliges stramme udlændingepolitik. Men udlændingedebatten er ikke afklaret eller slut af den grund. Derfor er Birgithe Kosovic indstillet til Fonsmark-prisen 2023.