For en måned siden sagde tre fjerdedele af virksomhederne, at de enten var noget eller meget påvirket af de stigende priser under den bragende inflation.
Og selvom det givetvis stadig er en stor bekymring, forventer flere nu, at den værste prisstorm mod forbrugeren er overstået.
Det fremgår af det seneste konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik, der siger noget om sundhedstilstanden i de danske virksomheder, hvordan deres tro på fremtiden er, og hvilke udfordringer, de ser.
Faktisk er der nu færre virksomheder, der forventer stigende priser de kommende tre måneder, end der har oplevet stigende priser de sidste tre måneder. Det gælder dog mest for industrien og detailhandlen, mens servicebranchen har en overvægt af virksomheder, der endnu ikke har oplevet prisstigninger, men forventer det.
»Det tyder på, at prisstigningerne så småt begynder at stabilisere sig,« skriver Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
I Nykredit påpeger også cheføkonom Palle Sørensen, at selvom man ikke kan afvise yderligere inflation på den korte bane, er det positive tegn fra virksomhederne.
»Det er positivt, at der er spirende tegn på, at virksomheder ikke længere venter at hæve priserne i helt samme tempo. Det skyldes ikke mindst, at den rekordhøje inflation, som vi oplever i øjeblikket, har potentiale til at sætte økonomien i stå, da udhulingen af købekraft ventes at ramme privatforbruget,« skriver Palle Sørensen.
Humøret bedre end forventet, men ikke højt
Erhvervstilliden er dog fortsat faldende. Det handler dog også om andet end blot priser, såsom forsyningsknaphed og lav arbejdsløshed.
Den anden side – forbrugertilliden – er da også historisk lav, hvorfor den samlede tillid mellem de to ifølge Danmarks Statistik også faldt yderligere fra april til maj og er på sit laveste siden 2013.
»Butikkerne er forsigtige optimister, mens forbrugertilliden er røget helt ned i kulkælderen. Den fortsatte forsigtige optimisme blandt detailbutikkerne skal formentligt ses i sammenhæng med, at detailsalget ligger på et højt niveau og ligefrem steg i april,« skriver Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.
Tallene fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget steg med 1,7 procent i april, når der korrigeres for ting som prisudvikling og sæsonudsving. Det sker, efter at detailsalget faldt to måneder i træk.
»Ser vi fremad, varsler det samlede fald i erhvervstilliden dog, at aktiviteten i danske økonomi vil stagnere, eller måske ligefrem falde, over de kommende måneder. Men som tingene ser ud nu, så er der udsigt til en blød landing efter en periode med meget høj vækst og rekordhøj aktivitet,« skriver Tore Stramer.
Selvom humøret i erhvervslivet er bedre end man måske kunne forvente, så er der stadig blandt virksomhederne udsigt til mere prøvende tider, end man har været vant til længe.
»Både i Danmark og på eksportmarkederne er der stadig vækst i forbruget, selvom forbrugerne er ramt af prisstigninger, højere renter og generel usikkerhed. Man kunne dog godt forestille sig, at der bliver tøvet med nogle af de store byggeinvesteringer, både på grund af usikkerheden over de kommende år, og fordi materialer og arbejdskraft i byggeriet nu er steget så markant i pris, at det sammen med rentestigningerne kan gøre forretningen noget mere tvivlsom,« skriver Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.