Kampen mellem den italienske regering og EU-Kommissionen er blevet skærpet. Tirsdag aften sendte regeringen budgetbolden tilbage til Bruxelles og holdt fast i sit oprindelige budgetmål om et underskud på de offentlige finanser på 2,4 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) i 2019. Det er præcis det tal, som EU-Kommissionen blankt afviste i oktober. Eneste indrømmelse var et løfte om øgede privatiseringer i de kommende år for at nedbringe gælden, der i år forventes at holde sig på 131 pct. af BNP. Løftet er at privatisere for ca. 18 mia. euro i 2019 (ca. 134 mia. kroner). Ifølge regeringen vil gælden dermed falde til 126 pct. af BNP i 2021 på trods af høje underskud i alle år.
Der er intet i tidligere udtalelser fra EU-Kommissionen, der tyder på, at man har tænkt sig at acceptere det italienske budget. Tidligere løfter fra gældsplagede lande om privatiseringer til at nedbringe gælden har ikke været en ubetinget succes – tværtimod har regeringer med et stort offentligt ejerskab af økonomien vist meget lille interesse for at skille sig af med arvesølvet. Grækenland er det værste eksempel.
Dermed er der lagt op til nye skridt, hvor muligheden for at skride til sanktioner er på dagsordenen. Men vi befinder os i ukendt territorium: EUs budgetproces er ikke tidligere blevet udfordret på denne måde. Budgetprocessen er dog både ekstremt kompliceret og politisk, så der er nok ikke udsigt til en hurtig afklaring. Mere politisk bordtennis mellem Rom og Bruxelles skal nok forventes.
Den italienske regering ønsker at aktivere »ekstraordinære omstændigheder«, der giver mere budgetfleksibilitet, men det er tvivlsomt, om EU-Kommissionen ser budgetforslaget på samme måde. Italien kan få nogle goodwill-point for de mange immigranter, der er kommet til, men selve budgettet lægger ikke op til reformer, der styrker Italiens vækstevne. Tværtimod vil lempeligere pensionsordninger og borgerløn permanent forværre de offentlige udgifter og øge byrden på den producerende del af samfundet.
Det går fantastisk!
Et af de springende punkter i uenigheden mellem de to parter er af teknisk karakter, nemlig spørgsmålet om italiensk vækst i de kommende år. Jo højere vækstantagelser, desto bedre for de offentlige finanser med højere indtægter og lavere udgifter til eksempelvis overførselsindkomster.
Da regeringen fremsatte sit budgetforslag for 2019, byggede det på en antagelse om en vækst i økonomien på 1,5 pct. Det var optimistisk, men ikke helt uden for skiven. Problemet er, at alle indikatorer efterfølgende har peget nedad. Aktiviteten voksede slet ikke i tredje kvartal, og den globale ramme for industrien er langt mere udfordret end forventet. EU-Kommissionen forventer en vækst i 2019 på 1,2 pct. og et budgetunderskud på 2,9 pct. Det betyder, at bare en anelse lavere vækst vil presse underskuddet over den magiske treprocentsgrænse.
Der vil blive holdt godt øje med italienske nøgletal i de kommende måneder – og alle tegn på svaghed vil blive brugt mod den italienske regering. De italienske statsrenter er steget yderligere, og den tiårige rente ligger nu på 3,54 pct. i forhold til 0,39 pct. i Tyskland og 0,34 pct. i Danmark. Det giver stigende renteudgifter, som igen er med til at forværre budgetudsigterne – og italienske bankaktier er faldet kraftigt, siden regeringen præsenterede sit program i maj. Det er ikke uden grund, at politikere fra regeringspartierne forsøger at få Den Europæiske Centralbank til at fortsætte med at købe italienske statsobligationer. Meget mere larm venter i 2019.
